En gastronomisk opdagelsesrejse til Baskerlandet og Kantabrien
Velkommen til fem dages fortryllende og sanselig rejse gennem Nordspaniens natur og kulinariske rigdomme. Glæd dig til en uforglemmelig oplevelse i det baskisk/kantabriske gastronomiske landskab, fra de charmerende gader i Bilbao til de frodige vinmarker i La Rioja. Oplev kystlivets charme i Santander, og dyk ned i San Sebastiáns aristokratiske ynde. Denne rejse er skræddersyet til madelskere, vin- øl- og ciderentusiaster og alle, der har interesse i autentiske oplevelser som man specielt får ved indtagelsen af de lokale delikatesser.
Derfor skal du rejse med os på gastronomisk opdagelsesrejse til Baskerlandet:
- Oplevelsesrig rejse med spændende og "smagfulde" udflugter
- Store kulinariske indsigter
- Besøg på bodega og sidreria'er
- Erfaren dansktalende rejseleder samt lokalguider
- Dejligt, centralt beliggende hotel i Bilbao
Oplev Baskerlandet – en region rig på kultur og historie
Baskerlandet, også kendt som Euskadi på baskisk, er en unik region i det nordlige Spanien, der byder på en fascinerende kombination af smukke kyststrækninger, frodige grønne bjerge og pulserende byer. Kendt for sin stærke kulturelle identitet har Baskerlandet en rig historie og sit helt eget sprog, euskara, der regnes som et af de ældste sprog i Europa.
Baskerlandet er mest kendt for byerne Bilbao og San Sebastián, der begge balancerer gammelt og nyt til perfektion. Bilbao, der engang var industrielt centrum, er i dag genfødt af kunst og arkitektur og hjemsted for det ikoniske Guggenheim-museum, designet af Frank Gehry. San Sebastián er kendt for sin belle époque-charme og lokker bl.a. med skønne strande. Byen er netop berømt hos alverdens "foodies" og sin årlige filmfestival.
Bilbao – et moderne mirakel i hjertet af Baskerlandet
Bilbao er den største by i Baskerlandet og engang en stor industriby fuld af fabrikker. I dag er industrialiseringen imidlertid transformeret til en moderne metropol, der er centrum for kultur og innovation. Byen er en opvisning i, hvordan historiske rødder og storslået arkitektur kan smelte sammen til et harmonisk og pulserende byliv.
Det mest markante symbol på byens transformation er Guggenheim-museet, der med sin futuristiske facade af titanium, glas og kalksten har ændret ikke bare byens skyline, men også dens ånd og internationale profil. Museet har været med til at sætte Bilbao på kortet som et betydningsfuldt kulturcentrum i Europa. Vil du besøge museet anbefales dette på ankomstdagen.
Men Bilbao er meget mere end sit museum. Det er også den gamle bydel, Casco Viejo, med sine snoede gader og maleriske pladser, der fungerer som centrum for Bilbaos historiske charme. Her finder du bl.a. katedralen Santiago – der ikke er at forveksle med Santiago de Compostela, slutpunktet for pilgrimsruten Caminoen. Den er bestemt et besøg værd. Du kan også nyde de farverige markeder og små butikker.
Baskisk gastronomi
Gastronomien alene gør Baskerlandet til et vigtigt og attraktivt rejsemål. Her finder du en skønsom blanding af Michelin-restauranter og beskedne ’pintxos’-barer (den baskiske variant af tapas), hvor retterne er lige så raffinerede, som de er velsmagende. Regionen er desuden kendt for sine unikke vine, herunder den let mousserende txakoli og de dybe, krydrede og bløde vine fra Rioja.
Den baskiske natur
For naturelskere er Baskerlandet også en drømmedestination. Her finder du den ene spektakulære naturoplevelse efter den anden, fra de dramatiske klipper langs kysten til de fredfyldte stier i Pyrenæerne. Eventyrlystne rejsende kan vandre på regionens gamle pilgrimsveje eller surfe på nogle af de bedste bølger i Europa.
Kantabrien - Den lille region med stort potentiale og hovedbyen Santander
Santander, i den lille region Kantabrien, forbinder de fleste med navnet på en bank men de færreste ved, at byen byder på sandstrande som udgør et strålende alternativ til dem i Sydspanien. Fiskeribyen Santander ligger ud til Biscayabugten er ved at blive opdaget for både sin kunst og sine livlige madmarkeder. Byen har omsider genrejst sig efter en altødelæggende brand i 1941 og brøster sig nu af grønne parker, moderne kunst, hyggelige fortovscafeer og "madkatadralen" - madmarkedet der bugner af lækkerier lige fra frugt og grønt og friskfanget fisk og skaldyr til chorizopølser og iberiske skinker. Alverdens kokke og madentuisiaster er begyndt at vende blikket mod netop Santander.
Hotel og beliggenhed
Vores base er 4* hoteller centralt i Bilbao hvorfra den gamle bymidte, metrostation og museer er indenfor kort gåafstand.
Kort dagsprogram for rejsen:
Dag 1: Ankomst til Bilbao, transfer til hotel og pintxos-tour (A)
Dag 2: Udflugt langs nordkysten til Kantabrien og Santander (M, F)
Dag 3: Udflugt til San Sebastián med sidreria-besøg (M, F)
Dag 4: Udflugt til Rioja-distriktet med vingårdsbesøg samt besøg i Laguardia (M, F)
Dag 5: Hjemrejse (M)
M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad