Skip to main content

Kulturelt visit i berbernes gamle hovedstad og charmerende kystby

Tag med på en uforglemmelig kulturrejse i fantastiske Marokko. Magiske Marrakech, Marokkos lyserøde juvel, hvor det summer af liv og farver. Det stille og det traditioneller berberliv i de majestætiske Atlasbjerge og afslapning i den maleriske kystby Essaouira.

Derfor skal du rejse med os til Magiske Marrakech og enestående Essaouira:

  • Bo på dejlige hoteller i Essaouira og Marrakech med halvpension

  • Oplev storslået natur med Atlasbjergene som baggrund

  • Besøg steder på UNESCOs Verdensarvsliste

  • Få et sansebombardement i Marokkos største basar

  • Dansktalende rejseleder

Historiske Essaouira

Kystbyen Essaouira er kendt for sin historiske medina og UNESCO-beskyttede arkitektur. Her drages du ind i en verden af gamle fæstninger og snørklede gader. Byen, der tidligere var en portugisisk koloni og betydningsfuld handelsby, giver et fascinerende indblik i Marokkos mangfoldige historie. Du får tid til at udforske de stemningsfulde stræder, nyde udsigten over Atlanterhavet og blive fortryllet af byens rolige charme.

Marrakech, de majestætiske Atlasbjerge og Atlanterhavets kyst

Et besøg i Magiske Marrakech er en kulturel berigelse for sanserne. Om du søger arkitektonisk, historisk eller gastronomisk inspiration, så har Marrakech det hele - og meget mere til.

I selskab med vores dansktalende rejseleder kan du opleve Marrakech, der emmer af middelalderens storhedstid og er en smeltedigel af historiske bygninger og monumenter. Samtidig er det en moderne storby med et myldrende handelsliv på torve, pladser og ikke mindst i basaren eller souken, som den også kaldes.

En dagstur til Atlasbjergene viser en helt anden side af Marokko. Her møder du lokale berberfamilier og får indsigt i deres unikke kultur og livsstil. Nyd en lokal frokost ved floden, og tag en kort vandretur i de naturskønne omgivelser.

Kort dagsprogram for Essaouira og Marrakech 22. marts 2025:

Dag 1: Ankomst til Marrakech, frokost og transport til Essaouira (F,A)
Dag 2: Byrundtur i Essaouira (M,A)
Dag 3+4: Tid på egen hånd i Essaouira (M,A)
Dag 5: Ankomst Marrakech, byrundtur (M,A)
Dag 6: Atlasbjergene, møde med lokale, berbiske traditioner og frokost (M,F,A)
Dag 7: Fridag i Marrakech, mulighed for madlavningskursus (tilkøb)(M,A)
Dag 8: Hjemrejse (M)

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

Kort dagsprogram for Essaouira og Marrakech 19. april 2025:

Dag 1: Ankomst og transfer til hotel i Marrakech
Dag 2: Byrundtur i Marrakech (M,A)
Dag 3: Udflugt til Atlasbjergene, lokale, berbiske traditioner og frokost (M,F,A)
Dag 4: Kørsel til Essaouira og byrundtur, (M,A)
Dag 5: Fridag i Essaouira (M,A)
Dag 7: Fritid i Essaouira og afrejse til Marrakech. Mulighed for madlavningskursus i Marrakech (tilkøb).
Dag 8: Fridag i Marrakech og hjemrejse (M)

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

Programmet er ikke strabadserende, men du skal være almindeligt godt gående så du kan deltage på byvandring i hhv. Marrakech og Essaouira, og enkelte steder oplever vi lettere kuperet terræn. Programmets rækkefølge er vejledende, og ændringer kan derfor forekomme.

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til Marrakech, frokost og transfer til Essaouira

Eventyret begynder ved ankomsten til Marrakech Menara Lufthavn. Transfer til medinaen i Marrakech, hvor vi nyder en lækker, marokkansk frokost.

Herefter kører vi mod den charmerende kystby Essaouira, ca. 2,5 timer vest for Marrakech. Køreturen tager os gennem det marokkanske landskab med små landsbyer og landbrug og i det fjerne anes Atlasbjergene.

Vel ankommet til Essaouira tjekker vi ind på hotellet ved strande og har derefter tid til at få en forsmag på byen med en gåtur langs kysten og ind til byen bag murene eller i hotellets nærområde. Vi slutter dagen af med en middag på hotellet, hvor du kan nyde flere marokkanske specialiteter og slappe af ovenpå rejsen. Og er der noget Essaouira indbyder til så er det afslapning i modsætning til den mere hektiske storby Marrakech.

Dag 2: Byrundtur i Essaouira

Dagen begynder naturligvis med en dejlig morgenmad på hotellet, hvor du kan nyde et udvalg af lokale og internationale retter. Herefter tager vi på en spændende, guidet byrundtur i Essaouiras charmerende gyder. Essaouira, der betyder ’lille fort’ på arabisk, er kendt for sin historiske medina og fæstningsværker, der er på UNESCOs Verdensarvsliste. Byen har en fascinerende historie, der går tilbage til dengang, portugiserne besejrede den for omkring 500 år siden og byggede fæstningen Castelo Real de Mogador. Efter portugisernes tilbagetrækning i 1541 genopbyggede Sultan Mohammed ben Abdallah byen og inviterede forskellige håndværkere og handelsfolk til at bosætte sig her, hvilket gav byen dens unikke kulturelle karakter.


Billede: Både og hyggelig gade i Essaouira.

Byvandringen tager os forbi nogle af byens vigtigste seværdigheder, herunder det imponerende La Scala-fæstningsværk, bymurene og den travle havn, som engang var Marokkos vigtigste. Essaouira er også kendt for sit madmarked – og små souker – og de mange kunsthåndværkere, der arbejder i byen. Undervejs bliver vi klogere på byens kulturelle og historiske betydning samt Essaouiras multietniske befolkning, der består af berberstammer fra syd, arabisktalende stammer fra nord og efterkommere af afrikanske slaver.


Billede: Kunsthåndværk i Essaouira.

Efter byrundturen kan du nyde byen i dit eget tempo. Måske en lækker frokost med friskfanget fisk på en dejlig restaurant med udsigt over Atlanterhavet eller på madmarkedet eller ved fiskerihavnen hvor du selv kan udpege fisk og få den tilberedt på stedet. Man kan bruge timevis på at gå rundt og snuse i de små boder og butikker eller hænge ud på en udendørscafe og indsnuse den gode stemning. Lad dig selv fare vild i den labyrintiske medina og besøg evt. nogle af de mange kunstgallerier og butikker, eller følg vejen rundt langs bymuren med dit kamera ved hånden.

Dagen rundes af med en middag på hotellet med flere marokkanske delikatesser. Du kan naturligvis også spise for egen regning på en af medinaens hyggelige restauranter. Prisniveauet er ikke særligt højt.

Dag 3+4: 3 + 4: Tid på egen hånd i Essaouira

Dag 3 og 4 er dine egne at nyde i dit eget tempo. Vores rejseleder står naturligvis til rådighed med råd og vejledning til aktiviteter. Man bliver aldrig træt af at slentre rundt i medinaen eller nyde Atlanterhavets skumsprøjt mod byens fæstningsmure. Selve stranden er både lang og bred og her ruller bølgerne ind på lavt vand og indbyder til både badning, surfing og lange vandreture i vandspejlet. Det er også udbredt at tage en kameltur i vandkanten og det kan anbefales fx i solnedgangen. Det koster under 100 kr. for en times udflugt på kamel (-eller hesteryg) og du er garanteret flotte billeder. Du kan som tidligere nævnt følge byen rundt langs indersiden af bymuren fra havnen og til den jødiske kirkegård og på din vej vil du komme igennem forskellige kvarterer med små pladser, hyggelige cafeer og små specialbutikker eller blot sidde på muren ved havnen og nyde det leben der er af lokale som samler muslinger og gadekunstnere af enhver art.

På de lokale museer kan du blive klogere på byens historie. Sidi Mohammed Ben Abdallah-museet er indrettet i en smuk, gammel riad og udstiller traditionelle kunstværker og arkæologiske fund.


Billede: Essaouira.

Essaouira er desuden hjemsted for den særlige Gnaua-musik, der stammer fra tiden, hvor byen var et center for handel med afrikanske slaver. Ved et besøg på Moulay El Hassan Pladsen vil Gnaua-musikken formentlig strømme fra en af de mange caféer.

Gnaua-musikken gjorde byen populær for mange musikere i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor musikere som Jimi Hendrix og Leonard Cohen m.fl. havde deres gang i Essaouira. Musikken inspirerer den dag i dag, og byen er stadig kendt for sin koloni af musikere og kunstnere. Der er således rig mulighed for at slå et smut forbi en af byens gallerier, som f.eks. Othello Gallery.

Dag 5: Ankomst Marrakech, byrundtur

Efter tidlig morgenmad på hotellet tjekker vi ud og begiver os mod Marrakech. På vejen er vi måske heldige at se de berømte ’flyvende geder’, et unikt syn, hvor gederne klatrer op og står oppe i argantræerne for at spise træernes frugter. Vi besøger også et kvinde-kooperativ, der producerer arganolie, og ser, hvordan olien fremstilles; fra indsamling og presning af argannødderne til den færdige olie. I Essaouira har du sikkert allerede oplevet det store udvalg af produkter af argan-olie og set flere kvinder som presser olie med en møllesten.

Vi er i Marrakech kl. ca. 11 og begynder straks vores guidede bytur. Marrakech er berbernes tidligere hovedstad og kaldes også for Den Lyserøde By, da det lokale ler, som man har bygget byen af, er pigmenteret lyserødt. Faktisk skifter farven i løbet af dagen, alt efter solens position. Marrakech er også kendt som blandt andet Rosenbyen og Marokkos Juvel på grund af dette distinkte farvespil.

Første stop er Majorelle Garden, den berømte have og art deco-villa, skabt af den franske maler Jacques Majorelle (1886-1962). Senere blev villaen overtaget og vedligeholdt af den verdenskendte modeskaber Yves Saint Laurent, hvis hus og have det var frem til hans død i 2008. Villaen og haven er også kendt som YSL-haven, og den helt særlige blå farve, her er, er kendt som Majorelle-blå. I haven finder vi en dejlig ro og smuk havekunst samt et museum for berber-kultur i form af kunsthåndværk, smykker, tekstiler og meget mere.


Billede: Majorelle Garden.

Vi fortsætter til medinaen, den gamle bydel i Marrakech. Sammen med rejselederen og vores kyndige lokalguide kan vi glæde os til en færd i den fortryllende gamle bydel, der er på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi går ad snævre stræder til de forskelligartede kvarterer, hvor dufte, lyde og udsigter gemmer på lokale krydderier, traditionelle bagerier, gamle moskéer og smuk arkitektur. Turen går længere ind i souken, hvor vi møder butikker og boder med alskens farverigt kunsthåndværk.


Billede: Souken i Marrakech. 

Udefra beundrer vi den berømte Koutoubia moské, som er den største i Marrakech. Her knejser den 77 meter høje minaret med sit karakteristiske spir, der har fire kobberbelagte jordkloder helt på toppen. Moskéen er bygget i slutningen af 1100-tallet og betragtes af mange som en af de smukkeste i den vestlige del af den muslimske verden.


Billede: Koutoubia moskéen og kunsthåndværk.

Vi besøger også Madrasa Ben Youssef, en historisk koranskole fra slutningen af det 14. århundrede med mange kunstfærdige detaljer og en imponerende arkitektur.

Dagen sluttes af på den centrale plads Djema El-fna, der er essensen af Marrakech kogt ned til ét sted. Fra morgenstunden er her fyldt med krydderi- og frugtsælgere, og op ad dagen kommer der slangetæmmere, folk der falbyder messingarbejder og vandsælgere med sine karakteristiske læderposer. Senere underholder de dansende Chleuh-drenge, og ved aftenstide bliver pladsen fyldt op med madboder og et mylder af mennesker.

Vi returnerer til hotellet efter en stemningsmættet dag, og aftensmaden serveres i hotellets restaurant.

Dag 6: Atlasbjergene, møde med de lokale, berbiske traditioner

Berbernes smukke dale i de høje Atlasbjerge er målet for dagens udflugt. Et god råd: Husk kameraet. Vi kører til Ourika-dalen, hvor nødde- og frugttræer pryder vejen gennem det frodige landskab, der er pakket ind i kløfter og floder. Vi besøger et lokalt berber-hus, hvor ejeren introducerer os til, hvordan man laver den lokale mynte-te og byder på en traditionel morgensnack.


Billede: Te-cermoni hos berberne. 

Vi fortsætter mod en landsby beliggende i 1.500-meters højde, hvor man kan indsnuse stemningen, gøre lidt indkøb eller måske nyde en kop kaffe eller the.


Billede: Udsigt over Atlasbjergene. 

På vej tilbage til Marrakech stopper vi ved Anima Garden, en skjult perle skabt af multimediakunstneren André Heller. Haven er en magisk oase, fyldt med kreative kunstinstallationer og eksotiske planter. Her kan du slentre gennem de farverige stier og lade dig overraske af de mange kunstværker, der er spredt rundt omkring.

Vi er retur i Marrakech sidst på eftermiddagen. Middag på hotellet.

Dag 7: Fridag på egen hånd i Marrakech, mulighed for madlavningskursus (tilkøb)

Mættet af de to foregående dages program, har du nu mulighed for at gå på opdagelse i Marrakech på egen hånd. Der er mulighed for at finde den bod i basaren (souken) eller den lille café, som du så på byrundturen. Eller måske har du lyst til at besøge Badi-paladset fra slutningen af 1500-tallet, som ved sin færdiggørelse indeholdt mere end 350 værelser.

Du kan selvfølgelig også nyde dagen på hotellet og gøre brug af de forskellige wellness-services som spa, hamam og massage. Eller måske tage en dukkert i hotellets pool.

Eller hvad med at deltage i en valgfri madlavningsklasse på La Maison Arabe (tilkøb). Her kan du lære at lave autentiske marokkanske retter af erfarne kokke og få en dybere forståelse af landets kulinariske traditioner – og en sjov eftermiddag.


Billede: Madlavningskursus. 

Om aftenen er der middag på hotellet.

Dag 8: Hjemrejse (M)

Vi spiser morgenmad, og afhængig af afrejsetidspunktet har vi enten lidt tid at fordrive i Marrakech, eller også drager vi mod lufthavnen for at påbegynde hjemrejsen mod Danmark.

Kort

Kort over rejsen til Marokko med Kulturrejser Europa

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Marrakech på dmi.dk her
 

Vejret i Marrakech

Praktiske oplysninger

Rejseforsikring:
På rejser til Marokko er du ikke dækket af hverken det nationale gule sundhedskort eller det blå EU sundhedskort. Kulturrejser Europa opfordrer derfor alle rejsende til at være dækket af en gyldig rejseforsikring ved deltagelse i turen til Marokko.

Pas og visum:
Danske statsborgere kan rejse visumfrit i Marokko i op til 90 dage. Dit pas skal være gyldigt mindst tre måneder ud over opholdets varighed. For andre landes statsborgere henvises til Marokkos ambassade. Det er en god idé at have en kopi af indholdssiden i passet med.

Valuta og prisniveau:
Valutaen i Marokko hedder Dirham (MAD), 1 DKK = 1,5 MAD (marts 2023). Der er ind- og udførselsforbud med Marokkanske Dirham MAD. Der kan derfor hæves/veksles ved ankomsten til lufthavnen eller i Marrakesh, hvor der er hæveautomater. Internationale kreditkort kan bruges som betalingsmiddel på de fleste hoteller og i større forretninger. Små boder, markeder, små caféer o.l. modtager som udgangspunkt kun MAD. Ønsker du at medtage kontanter anbefales euro, da ikke alle banker veksler danske kroner.

Prisniveauet i Marokko er ikke højt, det koster ca. kr. 100-150 at spise på restaurant, mens billigere madboder og caféer kan findes til under kr. 50. Alkohol sælges kun på særlige steder med bevilling, såsom restauranter og hoteller. Regn med kr. 100-200 for en flaske vin.

Drikkepenge:
Drikkepenge er normal kutyme i Marokko. På restauranter og caféer lægges typisk 10 procent, og til dragere ca. kr. 5-10 pr. bagage. Til lokalguider og buschauffører regn med ca. 30-40 kr. pr person pr. udflugtsdag. Det er også god skik at lægge en skilling til stuepigen på hotellerne.
Drikkepenge kan, selvom det ville være mest praktisk, ikke inkluderes i rejsens pris, da det regnes for et individuelt anliggende.

Vejr og påklædning:
Vejret i Marrakech på vores afrejsetidspunkt er ganske behageligt. Der er varme dage, hvor der er mellem 20 og 30 grader, om natten kan det blive ned til ca. 10 grader. Regn med, at det er køligere i bjergene.
Lag-på-lag påklædning er derfor praktisk. En varm jakke/trøje til aftenen, kasket, solhat og solfaktor til om dagen. Medbring sandaler og gode gå-sko. En trøje og/eller tørklæde til bussen er en god ide på grund af bussens aircondition.
Kvinder bør bruge nederdel eller lange bukser. Mænd kan bære shorts på visse turiststeder, men i byerne er shorts ikke velset. En tommelfingerregel, for såvel mænd som kvinder, er, at knæ og skuldre er dækkede.

Elektricitet, telefon og wi-fi:
Der er 220 volt og flere forskellige standarder for stik i Marokko. Medbring evt. adapter, bl.a. til tre-benede ”engelske” stik. De danske to-benede stik er ofte for tykke til de to-benede stikkontakter i Marokko.
Mobilnettet i Marokko er af en ganske fin standard, men det kan være dyrt at anvende, så tjek eventuelt med dit telefonselskab, inden du rejser til Marokko. På hotellet er der gratis wi-fi overalt. Der findes internetcaféer i de større byer, husk dog at fremvise pas for at kunne benytte dem.

Hygiejneforhold:
Hotellerne vi benytter har vestlige toiletforhold, men offentlige toiletter er ofte mere primitive og uden toiletpapir. Det er derfor en god ide at medbringe papirlommetørklæder og håndsprit.

Drikkevand:
Køb vand på flaske. Det er ikke tilrådeligt at drikke vand fra hanerne.

Afgange og priser

Afrejse Afrejsested Rejse Fra pris
22/3-2025Se rejsetider København Magiske Marrakech & Essaouira 11.995,- Få pladser tilbage
19/4-2025Se rejsetider København Magiske Marrakech & Essaouira 11.995,- Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Fly København – Marrakech t/r
  • 7 nt. på 4* hoteller i hhv. Essaouira og Marrakech
  • Udflugter i Marrakech flg. program samt til Atlas-bjergene
  • Halvpension på hotellerne, samt 1 frokoster
  • Transport ifølge program
  • Entré til Madrasa Ben Youssef, Majorelle Gardens og Anima Garden
  • Dansktalende rejseleder under hele rejsen

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Enkeltværelsestillæg fra kr. 1.995
  • Drikkevarer i forbindelse med frokost og middage
  • Entréer, som ikke er nævnt i programmet
  • Cooking-class kr. 550,-
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Drikkepenge lokalt
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person

Hotel

Tagterrassepå Hotel Dellarossa i Marrakech

Dellarossa Boutique Hotel

Overnatning Dag 1 - 4

Dellarossa Boutique Hotel - Dellarossa Boutique Hotel har i alt 80 værelser. Hotellet er lokalt kassificeret som 4*, vi mener dog at 3+ er mere dækkende. Hotellet ligger meget centralt og tæt på Medi...
Atlas Essaouira Riad Resort

Atlas Essaouira Riad Resort

Overnatning Dag 4 - 7

Atlas Essaouira Riad Resort - Atlas Essaouira Riad Resort er et 5-stjernet resort med en fantastisk beliggenhed. Resortet har nemlig egen strand, og området byder på forskellige barer og caféer. Være...
Tagterrassepå Hotel Dellarossa i Marrakech

Dellarossa Boutique Hotel

Overnatning Dag 7 - 8

Dellarossa Boutique Hotel - Dellarossa Boutique Hotel har i alt 80 værelser. Hotellet er lokalt kassificeret som 4*, vi mener dog at 3+ er mere dækkende. Hotellet ligger meget centralt og tæt på Medi...

Se andre populære rejser her

+
-x
Account: eurotravel

Switches +

CMS

id: 25388
itype: 3
theType: destination
tempLeftMenuID: 3763
UseApplicationCaching: False
useEnterpriseVersion: True
sitecompany: KR
useMultipleSites: 0
robotsNoIndex: True
robotsNoFollow: True
siteCurrency: DKK
defaultLanguageVersion: DK
siteLanguageVersion: DK
htmlLang: da

mobileDevice: False

enableSiteCacheApplication: Log inClear Cache
CSS & JS compile: Log inGenerate

Account: eurotravel
travelizeclientID: 1409

Front End +

Variables +