REJSER TIL JAPAN
Ældgammel kultur, stolte traditioner og hypermoderne storbyer – det fascinerede ørige i Stillehavet er kontrasternes land og byder på en overflod af store oplevelser. Japan står som et af de mest spændende rejsemål i verden med sin gribende historie og unikke kulturoplevelser. Oplev den pulserende energi i Tokyo, besøg fredfyldte, smukke templer i Kyoto, smag på udsøgte kulinariske mesterværker, som er en del af århundreders stolte traditioner og nyd smuk natur i overflod med høje bjerge, aktive og inaktive vulkaner, smukke haver og meget mere.
I Japan mødes fortid og fremtid, og på hvert hjørne lurer muligheden for nye eventyr og et indblik i det japanske samfund og den japanske kultur, der er rig på både historie og innovation. Tag med på en rejse til Japan gennem landets mange facetter – fra de dybt rodfæstede skikke og traditioner til den unikke madkultur, fantastiske natur og travle, moderne storbyer. Glæd dig til at opleve Japan, dette unikke land, der ikke ligner noget andet.
Japan-rejser med Kulturrejser Europa
Hvis du vil blive klogere på Japan og opleve den uforlignelige japanske kultur og fantastiske natur, kan du med fordel rejse med på vores krydstogtsrejse rundt om Japan. Den perfekte rejse til Japan for dig, der vil have stimuleret alle sanser med uforglemmelige rejseoplevelser, samtidig med at du bor i en komfortabel kahyt på det dejlige krydstogtskib Celebrity Millenium. Rejsen inkluderer udflugter i Tokyo og Sydkorea, og du har desuden mulighed for yderligere udflugter på land, arrangeret specielt til vores gæster. På alle udflugterne følges du af vores kyndige, dansktalende rejseleder. Læs mere om Japan-krydstogtet – der desuden har en lille afstikker til Sydkorea – nedenfor.
Glæd dig til
- Pulserende storbyer
- Traditionelle skikke og traditioner
- En rig historie og spændende kultur
- Storslået natur
- Dansktalende rejseleder
Japans rige kultur
Japan er kendt for sin rige og mangfoldige kultur, der læner sig op ad både gamle traditioner og moderne innovation – og en af hovedårsagerne til, at landet er så fascinerende at besøge.
På den ene side finder man den traditionelle kultur, der omfatter en række ældgamle skikke og kunstformer. Et ikonisk eksempel er geishaer, der med deres elegance og ekspertise inden for traditionel japansk dans, sang og te-ceremoni repræsenterer en dybt rodfæstet del af landets kulturarv. Traditionelle te-ceremonier, hvor præcision og æstetik er i højsædet, giver også et unikt indblik i japansk kultur og samfund.
På den anden side findes den moderne kultur, som er mindst lige så spændende og dynamisk. Med globale fænomener som J-pop, animé og manga har Japan sat et unikt præg på populær-kulturen verden over. Det ses bl.a. i Tokyos Harajuku-distrikt, hvor unge mennesker samles for at vise deres iøjnefaldende mode.
Hvad er geishaer?
Geishaer er en professionelle kvindelige optrædende, der er uddannet i en række traditionelle japanske kunstformer, herunder klassisk musik, dans, sang og te-ceremonier. Ordet "geisha" (芸者) kan oversættes til "kunstperson" eller "kunstner," hvilket kun understreger deres ekspertise og dygtighed.
Traditionelt arbejdede geishaerne i te-huse (ochaya) og underholdt gæster ved banketter og private sammenkomster. Geishaer er klædt i smukke kimonoer bundet med en bred obi, og deres hår er stylet i komplicerede frisurer. Deres hvide ansigts-makeup, røde og sorte markeringer omkring øjnene og en lille, rød mund er også ikoniske.
Hanami
I Japans findes festivaler, der fejrer både det gamle og det nye. Hanami, kirsebærblomst-festivalen, er en af de mest kendte. Under Hanami samles folk i parker over hele landet for at nyde synet af de smukke, blomstrende sakura-træer – et symbol på foråret og naturens skønhed.
Gion Matsuri
Gion Matsuri, der finder sted i den gamle kejserby Kyoto hver juli, er en anden vigtig festival. Den byder på imponerende parader og er dybt forankret i Shinto-traditioner.
De spændende japanske storbyer
Japan er hjem for nogle af verdens mest spændende store byer, der hver især byder på unikke oplevelser.
Tokyo
Japans enorme hovedstad Tokyo er et teknologiens og innovationens epicenter, hvor futuristiske skyskrabere står side om side med gamle templer og traditionelle japanske haver. Byen har alt – fra det neonoplyste Shibuya Crossing med utrolig mange mennesker til det historiske Asakusa-distrikt, hvor Senso-ji-templet udgør en rolig kontrast til byens travle gader. Tokyo er også kendt for sine utallige shoppingmuligheder og udsøgte spisesteder, der spænder fra Michelin-restauranter til hyggelige izakayas.
Kyoto
Kyoto er en helt anden oplevelse. Som Japans gamle hovedstad er byen kendt for sin rige historie og kultur. Byen huser utallige templer og haver, herunder det gyldne tempel, Kinkaku-ji, og den fredfyldte Arashiyama-bambusskov. Den gamle kejserby Kyoto er også stedet at opleve traditionelle te-ceremonier og geisha-kvarterer, som f.eks. Gion, der giver et autentisk indblik i Japans fortid.
Osaka
Osaka er Japans tredjestørste by og berømt for sin livlige madscene og venlige lokalbefolkning. Byen kaldes også ’Japans køkken’ og er kendt for specialiteter som takoyaki (blæksprutteboller) og okonomiyaki (en slags pandekage). Osaka-slottet og det farverige område Dotonbori er blandt byens mange attraktioner.
Andre japanske storbyer
Andre bemærkelsesværdige større byer inkluderer Hiroshima, der er kendt for sin tragiske historie og freds-parker; Sapporo, der er berømt for sin årlige sne-festival og velsmagende ramen; samt Fukuoka, der tilbyder en skøn blanding af moderne livsstil og historiske seværdigheder.
Japans mange templer
Der ligger tusindvis af fantastiske templer og helligdomme i Japan, og de spiller en central rolle i landets åndelige og kulturelle landskab. Templerne er både religiøse steder, arkitektoniske vidundere og historiske skatte, der giver en dyb indsigt i Japans sjæl og historie. Og da japanske templer ofte er bygget af træ og integrerer naturen i deres design, skaber de en harmonisk balance mellem det naturlige og det menneskeskabte.
Fushimi Inari Taisha
Et af de mest ikoniske templer er Fushimi Inari Taisha i Kyoto, der er kendt for sine hundredvis af røde torii-porte, som snor sig op ad Inari-bjerget. Helligdommen er dedikeret til Inari, Shinto-guden for ris og velstand, og det er muligt at vandre gennem de farvede porte for at opleve en unik og nærmest magisk atmosfære. Fushimi Inari Taisha er et populært pilgrimsmål og et af Japans mest fotograferede steder.
Kinkaku-ji
Kyotos Kinkaku-ji, også kendt som Det Gyldne Tempel, er et zen-buddhistisk tempel dækket af bladguld. Det spejler sig smukt i søen nedenfor og er et utrolig smukt syn. Templet er et symbol på japansk æstetik og ro, og de omgivende haver er et perfekt eksempel på traditionelt japansk landskabsdesign.
Senso-ji
I Japans hovedstad Tokyo ligger Senso-ji, der er byens ældste og mest besøgte buddhistiske tempel. Det ligger i Asakusa-distriktet og er dedikeret til Kannon, barmhjertighedens gudinde. Templet er bl.a. kendt for sin imponerende tordenport, Kaminarimon, og den livlige Nakamise-dori, en shopping-gade fyldt med traditionelle souvenirs og snacks.
Naturen i Japan
Den japanske natur er utrolig varieret og strækker sig fra subtropiske strande til alpine landskaber, hvilket gør landet til en drømmedestination for naturelskere. Denne mangfoldighed giver besøgende mulighed for at opleve alt fra solbeskinnede kystlinjer til majestætiske bjerge og frodige skove.
Strande
De sydlige øer, Okinawa-øgruppen, er kendt for sine kridhvide strande og krystalklare vand. Strande som Emerald Beach og Kondoj Beach er perfekte til afslapning, snorkling og dykning. Her er en unik tropisk stemning, der adskiller sig markant fra resten af landet. På Honshu, Japans hovedø, finder man Shirahama, en populær stranddestination med blødt, hvidt sand, onsen samt en afslappende stemning væk fra det hektiske byliv.
Nationalparker
Japans nationalparker er nogle af de mest naturskønne områder i landet. Fuji-Hakone-Izu National Park er hjemsted for det ikoniske Mount Fuji, Japans højeste bjerg og et nationalt symbol. Her er også smukke søer, varme kilder og en fantastisk udsigt over ”Fujisan”, som tiltrækker vandrere og fotografer fra hele verden.
Hakone
Hakone, der også ligger inden for nationalparken, er kendt for sine varme kilder og afslappende onsen-resorts. Området er ideel for dem, der ønsker at nyde naturens skønhed kombineret med traditionel japansk spa-kultur.
Nikko National Park
Nationalparken, der ligger nord for Tokyo, er berømt for sine historiske templer og helligdomme, herunder Toshogu Shrine, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Parken byder på storslåede vandfald, søer og bjerge, og er et populært vandreområde, ikke mindst i efteråret, når løvet bliver et flammende tæppe af røde og gyldne farver.
Det japanske køkken
Japansk madkultur er verdenskendt for sin smag, æstetiske præsentation og fokus på sundhed. Det japanske køkken spænder bredt og afspejler landets regioner og årstider. Fra delikat sushi til velsmagende streetfood – de japanske specialiteter er et must at prøve på din rejse til Japan, der ikke kan undgå at byde på en lang række kulinariske oplevelser.
Sushi
Internationalt er sushi en af de – hvis ikke dén – mest kendte ret. Sushien tilberedes af dygtige sushikokke, og hver enkelt bid er en nøje sammensat kombination af smagsnuancer og teksturer.
Ramen
En anden elsket japansk ret er ramen, nudelsuppen der efterhånden også har vundet indpas herhjemme. Den består af hvedenudler serveret i en smagfuld bouillon, ofte baseret på soja, miso, salt eller svinekød. Toppings som skiver af svinekød, blødkogte æg, tang og grøntsager gør enhver portion ramen til en unik oplevelse.
Tempura
Tempura er en dybstegt ret, hvor skaldyr og grøntsager dyppes i en let dej og sprødsteges til perfektion. Tempura serveres ofte med en særlig sauce samt revet radise, der tilføjer en frisk kontrast.
Okonomiyaki
Den ’japanske pandekage’ er en blanding af kål, mel, æg og forskellige ingredienser som kød eller skaldyr, der steges på en varm plade og toppes med sovs, mayonnaise og tørret tun i flager.
Unikke spiseoplevelser
Japan er garant for et væld af unikke spiseoplevelser. Kaiseki er en traditionel middag med mange forskellige retter, og den betragtes som toppen af japansk haute cuisine.
Izakaya, japanske pubber, er afslappede spisesteder, hvor man kan dele småretter som yakitori (grillede kyllingespyd), edamame og karaage (friteret kylling) – og en øl eller sake.
Streetfood er også en stor del af den japanske madoplevelse. Markeder og festivaler tilbyder delikatesser som takoyaki (blæksprutteboller), taiyaki (fiskeformede kager fyldt med en sød pasta) og dango (riskugler på spyd), der giver besøgende en smag af Japan – på farten.
Japanske skikke og traditioner
Japan er et land dybt forankret i gamle skikke og traditioner, hvilket påvirker mange aspekter af dagligdagen. Disse skikke er ofte præget af en høj grad af respekt og høflighed, hvilket afspejler sig i de mange rituelle handler og sociale normer, japanerne lever efter.
Te-ceremoni
En af de mest ikoniske japanske traditioner er te-ceremonien, der også er kendt som ’chado’ eller ’sado’. Det er en ældgammel kunstform, der fokuserer på at tilberede og nyde grøn matcha-te i en ceremoni, der fremmer ro, harmoni og respekt mellem vært og gæster. Ceremonien er en meditativ praksis, gennemsyret af symbolik og detaljeret præcision.
Onsen
Et besøg i en onsen, en naturlig varm kilde, er en anden rodfæstet tradition. Onsen-kulturen handler ikke kun om at bade, men også om afslapning og helbredelse, mens man kommer i forbindelse med naturen.
Høflighed og etikette
Høflighed og etikette spiller en enorm rolle i japansk kultur. Japanerne sætter pris på enkle handlinger som at række ting til andre med begge hænder, undgå at pege og tale sagte i offentlig transport er alt sammen eksempler på høflighed i dagligdagen.
At hilse med et buk er en grundlæggende skik i Japan. Bukket udføres for at vise respekt, taknemmelighed eller at undskylde. Højden og varigheden af bukket varierer alt efter situationen og forholdet mellem de involverede parter. I Japan er det generelt vigtigt at udvise ydmyghed, respekt og harmoni i interaktionen med andre.
Traditionelle kunstformer
Japan er også kendt for sine traditionelle kunstformer, der stadig praktiseres og værdsættes den dag i dag. Ikebana, kunsten at arrangere blomster, fokuserer på balance, harmoni og enkelhed og er en meditativ praksis, der afspejler årstidernes skiften.
Kabuki, en form for klassisk japansk teater, er kendt for sine farverige kostumer, dramatiske makeup og stiliserede skuespil. Sumo, Japans nationalsport, er en form for brydning, der kombinerer fysisk styrke med dyb respekt for tradition og ritualer.
Det bedste tidspunkt at besøge Japan
Hver årstid har sin egen charme, så hvornår du besøger Japan, afhænger i høj grad af, hvad du ønsker at opleve, mens du er der. Bemærk, at det japanske klima varierer betydeligt fra det nordlige Japan til det sydlige Japan. Generelt gælder dog, at landet har tempereret klima, bortset fra i Okinawa, hvor der er subtropisk klima.
Forår (marts-maj)
Foråret er en populær årstid at besøge Japan, ikke mindst på grund af Hanami, når kirsebærtræerne blomstrer. I slutningen af marts og begyndelsen af april blomstrer træerne i al deres pragt, og folk kommer fra nær og fjern og nyder synet. Vejret er mildt og behageligt med temperaturer fra 10-20 grader. Det er derfor et godt tidspunkt til sightseeing og udendørs aktiviteter.
Sommer (juni-august)
Sommeren i Japan kan være varm og fugtig, især i juli og august, hvor temperaturerne ofte ligger mellem 25 og 35 grader. Sommeren er fyldt med spændende festivaler som Gion Matsuri i Kyoto og Tanabata i Sendai. Desuden byder sommeren på strandidyl i Okinawa og klatring på Fuji-bjerget.
Efterår (september-november)
Efteråret i Japan er kendt for de gyldne efterårsfarver på bladene (koyo). Fra slutningen af september til november forvandler landskabet sig til et flammende tæppe af røde, orange og gyldne farver, der er et imponerende syn. Temperaturerne er mere behagelige end om sommeren, typisk mellem 15 og 25 grader, så udendørs aktiviteter som vandreture og fantastiske naturoplevelser er oplagt. Det er også nu, høstfestivaler og madfestivaler løber af stablen.
Vinter (december-februar)
Vinteren i Japan er kold, særligt i de nordlige regioner som Hokkaido, hvor temperaturen kan falde til under frysepunktet. Det gør Japan til et fremragende skisportssted med fantastiske skisportssteder som Niseko og Hakuba. Tokyo og andre store byer oplever sjældent sne, men det er stadig køligt med temperaturer omkring 0-10 grader. Om vinteren afholdes Sapporo Snow Festival med spektakulære snelygter og isskulpturer – og muligheden for at besøge en onsen omgivet af sne.
Kulturrejser Europas rejser til Japan
Det er svært ikke at holde af kontrastfyldte Japan. Den anderledes kultur er charmerende, landskabet er smukt, historien er rig, maden er fantastisk og lokalbefolkningen meget imødekommende. Her er kort sagt fantastisk. På Kulturrejser Europas rejser til Japan møder du det alt sammen i en gruppe af andre rejsende – med en dansktalende rejseleder. Kontakt os gerne ved spørgsmål om Japan-rejser.
Se alle vores rejser til Japan nedenfor.