Vandreferie i Cinque Terre i Italien
Naturskønne vandringer mellem Liguriens fem farverige byer
Den italienske region Ligurien med en af Europas smukkeste kystlinjer er særlig kendt for de fem fantastiske farverige fiskerbyer Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore. Sammen udgør de Cinque Terre – de umådeligt populære fiskerbyer med sine pastelfarvede huse. Måske har du allerede oplevet området på en kulturrejse, eller også er det en endnu uindfriet drøm at stå blandt husene, som skifter i rosa, gul og turkis. Uanset, så lover vi, at denne rejse lader dig opdage regionens sande storhed via områdets spektakulære vandreruter.
Faktum er, at vandreruterne er den mest naturlige – og mest historiske – måde at komme fra by til by. Vores dansktalende rejseleder har styr på det hele og tager os med på fire fantastiske vandreeventyr, skræddersyet til os. Vi vandrer ad smukke kyststier blandt oliventræer, vinranker, vild basilikum, stejle klipper og farverige huse, som klamrer sig til bjergvæggene. Undervejs nyder vi italiensk mad og vin efter anbefaling fra vores rejseleder. En af dagene besøger vi desuden populære Portofino – ’den smukke havn’, som den hedder på italiensk.
Derfor skal du vandre med os i Cinque Terre:
- Fantastiske vandreruter i det billedskønne Cinque Terre
- Charmerende fiskerbyer og eksklusive havnebyer – fra Vernazza til Portofino
- Vi bor centralt i Sestri Levante
- Dansktalende rejseleder og italiensk vandreguide
Et magisk centrum for vandreruter
Ligurien er en fantastisk region at vandre i. Alle vores vandreruter er mellem to og tre timer lange og ligger langs havet, hvilket betyder udsigter fra en anden verden. Vores naturguide går forrest og rejselederen bagest, og sammen sikrer de, at alle kommer trygt frem – i et behageligt tempo. Vi nyder de fantastiske udsigter og naturen, når vi vandrer langs de historiske naturstier, som binder byerne sammen, og hvor lokalbefolkningen har vandret i 1000 år. Indimellem kan terrænet være udfordrende med stejle stigninger, trapper og smalle passager, så en god grundkondition og stærke, friske led er en forudsætning for at få mest muligt ud af rejsen – uden du selvfølgelig behøver at være professionel atlet. Gode sko og vandrestave anbefales.
Centralt hotel i Sestri Levante
Sestri Levante, byen vi bor i på denne vandreferie, er en af vores yndlingsbyer, hvilket selvfølgelig ikke er uden grund. Den ligger smukt på en lille halvø, som strækker sig ud i Det Liguriske Hav og deler det i de to bugter med Liguriens mest vidunderlige navne: Baia del Silenzio (Stilhedens bugt) og Baia delle Favole (Eventyrbugten). Måske er sidstnævnte en af grundene til, at vores allesammens H.C. Andersen valgte at bosætte sig i byen – hvem ved? I denne perle af en by gemmer sig et væld af gode restauranter, og den centrale beliggenhed gør, at den er det perfekte udgangspunkt for vores forskellige vandringer. Derudover har den en helt særlig charme, og vores rejseleder, der kender området ud og ind, viser os rundt i byen i hjertet af Ligurien.
Italiensk mad og drikke – prikken over i’et på vores vandreferie
Med sin nærhed til havet er Ligurien kendt for sine lækre retter med fisk og skaldyr. Derudover frister regionens friske og lette hvidvine, delikate olivenolie og frodige basilikum – hovedingrediensen i den populære pesto. På vores rejse nyder vi både en velkomstmiddag og en afskedsmiddag sammen. Velkomstmiddagen indtager vi på en lokal restaurant i Sestri Levante, og vi slutter rejsen af på toppen med en pizzaaften i hotellets restaurant. På vandredagene har vi mulighed for at udforske Cinque Terres mange restauranter på egen hånd, og oddsene tyder på, at vi ikke kommer til at gå sultne i seng i landet, hvis udsøgte køkken lokker med både dufte og smage.
Hvad kræver vandringerne?
Går du ofte ture i hverdagen og søger et mere udfordrende terræn? Så er denne vandreferie perfekt for dig. Vi vandrer i et varieret terræn med mange stigninger, inklusive trapper, hvilket kræver god fysisk form og sunde led. For at få den bedste oplevelse anbefales det at medbringe behagelige sko med god støtte og fast greb, eller lette vandresko eller -støvler.
Kort dagsprogram for rejsen:
Dag 1: Ankomst til Sestri Levante og velkomstmiddag (A)
Dag 2: Togudflugt og vandring: Monterosso–Vernazza (M)
Dag 3: Togudflugt og vandring: Camogli–Punta Chiappa (M)
Dag 4: Fridag (M)
Dag 5: Togudflugt og vandring: Vernazza–Corniglia (M)
Dag 6: Fridag (M)
Dag 7: Bådtur og vandring San Fruttuoso–Portofino samt afskedsmiddag (M, A)
Dag 8: Hjemrejse (M*)
M = Morgenmad F = Frokost A = Aftensmad
*Ved tidlig hjemrejse udgår morgenmaden på dag 8.
Bemærk: Programmet er vejledende, og ændringer i rækkefølgen kan forekomme på grund af vejr og vind eller andre lokale forhold.