Dag 1: Ankomst Napoli kørsel til Martina Franca via Trani (A)
Efter ankomsten til Napoli Lufthavn, sætter vi kursen mod den skønne by Trani, hvor vi laver et kortere besøg, og starter vores oplevelser i Apulien. Trani ligger ud til Adriaterhavskysten, hvor vi besøger byens smukke katedral, og tager en god kaffepause inden vi fortsætter til vores hotel i Martina Franca. Når vi har tjekket ind, mødes vi til en dejlig velkomstmiddag på hotellet.
Billede: Trani.
Dag 2: Besøg i Bari og videre til Monopoli (M,A)
Vi kører langs kysten og dagens første besøg er i Bari, provinshovedstad i Apulien. Bari har været gennem lidt af en omstilling og er transformeret fra en fattig havneby med et lidt broget ry, til i dag bl.a. at huse den smukke historiske gamle bydel Bari Vecchia. På vores spadseretur gennem byen skal vi naturligvis stifte bekendtskab med den smukke basilika San Nicola. Kirken stammer tilbage fra 1100-tallet og primært græsk-ortodokse og katolske pilgrimme valfarter her til og dermed spiller kirken en vigtig historisk rolle.
Madkulturen spiller naturligvis også en vigtig rolle i Syditalien, og vi besøger et "pastaria", hvor vi introduceres til fremstillingen af den egnstypiske pasta "orrechiette", hvis navn frit kan oversættes til "lille øre" efter pastaens særprægede form.
Billede: Bari og 'orrechiette' pasta.
Derefter skal vi stifte bekendtskab med den smukke og pittoreske by, Monopoli som også er en kystby. Her er tempoet noget lavere end i Bari, og byen er hyggelig at gå rundt i og nyde nogle af de små perler som katedralen, eller besigtige det smukke fæstningsværk, som byen gennem århundreder var beskyttet af. Det er også her vi har muligheden for at tage en svømmetur i det blå Adriaterhav, eller blot at tage en eftermiddagskaffe og lade de langsomme liv passere forbi.
Herefter kører vi tilbage til hotellet i Martina Franca, hvor vi har resten af dagen og aftenen på egen hånd.
Dag 3: Vingårdsbesøg samt guidet byvandring i Alberobello (M)
Ingen rejse i Italien er komplet uden et vingårdsbesøg. Her går vi først en tur gennem vinmarkerne inden vi kommer ind i selve produktionen. Vi bliver ført hele vejen gennem processerne inden vi kommer til højdepunktet for mange, nemlig smagningen.
Billede:
Herefter tager vi til et andet af Apuliens højdepunkter – og særkender – Alborobello med sine fine runde Trulli-huse, som er fundet værdige til UNESCOs verdensarvs liste. Vi får hele historien af vores lokal guide, og en helt særlig oplevelse når vi vandre gennem denne helt unikke arkitektoniske perle.
Billede: De fine Trulli-huse i Alberobello.
Dag 4: Barokbyen Lecce (M)
Langt nede i Italiens hæl finder vi barokbyen Lecce. Lecce alene er næsten hele rejsen i Apulien værd, og byen får også i disse år al den hæder som den behørigt fortjener. Senest i 2010, hvor den anerkendte rejseguide Lonely Planet satte Lecce på listen over en af verdens 10 bedste destinationer at besøge. Vi er enige og laver denne udflugtsdag med Lecce helt i focus og med god tid til at opleve byen og den fortræffeligheder. For Lecce er beundringsværdigt velbevaret, og man føler sig uden tvivl hensat til baroktiden på vores spadseretur gennem den gamle bydel. Byen går under kaldenavnet "Sydens Firenze" og er en sand perle i det sydlige Italien.
Billede: Lecce.
Der er sørget for rigtig god tid – både til den guidede byrundtur, samt tiden på egen hånd til at gå på opdagelse, nyde den smukke arkitektur og naturligvis den intense stemning.
Sidste på eftermiddagen kører vi retur til vores hotel i Martina Franca.
Dag 5: Fridag. Herregårdsmiddag på masseria (M,A)
Vi bor i hjertet af Apulien og i dag er der mulighed for at gå opdagelse i Martina Franca. Her er masser af gode caféer, osteria og stemningsfyldte torve. Fik man ikke nok af hvide landsbyer i går, så kan du på egen hånd tage lokalbussen til en anden og mere kendt af slagsen, Ostuni.
Om aftenen venter der os en særlig kulinarisk oplevelse med en god rustik syditaliensk middag på en masseria, som frit oversat betyder herregård.
Billede: Martina Franca.
Dag 6: Katrines syditalien med Cisternino og olivenmølle (M,F)
Katrine er lige så dansk, som navnet antyder, men hun har for mange år siden kastet sin kærlighed på Italien og er nu havnet i Apulien, hvor hun sammen med sin italienske mand driver en lille trulli bed & breakfast. Katrine glæder sig til at vise os rundt i sin hjemby, som indtil videre har undgået turisternes opmærksomhed, selv om det er svært at forstå. Cisternino er en af de berømte hvide byer i Apulien, og sådan en skal vi selvfølgelig også besøge.
Vi besøger også den olivenpresse, hvor hun får produceret sin egen olivenolie, og så spiser vi frokost på hendes yndlingsrestaurant – hvor den ægte lokale charme møder det rustikke landkøkken på fornemmeste vis.
Hen på eftermiddagen siger vi farvel til Katrine, og kører tilbage til Martina Franca gennem den smukke natur med kig til det store blå hav.
Dag 7: Kørsel til Matera og aften i Pæstum (M)
Vi tager afsked med Martina Franca og kører længere ind i landet. Det er blevet tid til at udforske byen Matera, som er en af de mest mærkværdige og interessante i Italien. Byen kan i virkeligheden bedst betegnes som en huleby, og ”I Sassi di Matera” (Materas sten - direkte oversat) regnes for at være en af verdens ældste bosættelser og er i dag beskyttet af UNESCO. Den historiske bydel med hulebeboelserne er delt i to: Sassi Barisano og Sasso Caveoso, og vi besøger den stærkt kuperede by i selskab med en engelsktalende lokalguide. Mange lokale har boet i disse ”huse”, indtil de sammen med de 20.000 andre af byens beboere blev tvangsforflyttet af staten i 1950'erne pga. sundhedsfare. De blev, meget mod deres vilje, flyttet til nye huse i det moderne Matera, og kun ganske få er vendt tilbage, selv om mange af hulerne i dag er indrettet til super moderne boliger og luksushoteller - men priserne er høje.
Billede: Hulebyen Matera.
Vi ser de spændende hulekirker med byzantinske fresker, og vi besøger også en af de gamle boliger, der er indrettet med originale møbler og inventar og i dag fungerer som museum.
Vi sætter kursen mod vest og indkvarterer os på et familiedrevet hotel for rejsens sidste overnatning i skyggen af de berømte græske ruiner i Pæstum. Her hersker der ægte Syditaliensk charme.
Dag 8: Hjemrejse
Vi har igennem den sidste uge stiftet bekendtskab med en region i Italien, som er ukendt for mange, men uovertruffen i sin skønhed. Vi forlader hotellet tidligt om morgenen og får udleveret en pose med lidt morgenmad som er i den spartanske afdeling, inden vi kører den sidste strækning mod Napoli, hvor fra vi flyver direkte tilbage til Danmark.