Skip to main content

4 ting, du bør se i Madrid

4 seværdigheder, du bør se i Madrid

Selvom Madrid er Spaniens hovedstad, står den ofte i skyggen af Spaniens anden store metropol Barcelona, hvilket der ikke er nogen grund til. For Madrid har mindst ligeså meget at byde på.

Ganske vist har den ikke Barcelonas legendariske kystlinje, men til gengæld er den i besiddelse af en række storslåede parker, der er med til at gøre byen til Europas mest grønne hovedstad. Og hvad angår historiske og kulturelle seværdigheder er den blandt de mest interessante store byer i verden.

Vi foreslår her 4 ting, du bør se, hvis du besøger byen.

1. Den gyldne kunst-triangel

Den gyldne kunst-triangel, eller på spansk Triángulo del Arte (nogle gange også Triángulo de Oro - Guldets triangel), består af tre verdenskendte museer, der udgør en topografisk triangel på Madrids bykort, og som markerer grænsen mellem den gamle bydel i Madrid og parken Parque del Retiro, som vi vender tilbage til senere i artiklen. Betegnelsen for de tre museer blev oprindeligt opfundet af den spanske presse og siden optaget af de relevante museumsmyndigheder i byen.

De tre museer i den omtalte triangel er Museo del Prado, Museo Thyssen-Bornemisza og Museo Reina Sofía, der tilsammen bliver besøgt af mere end 5 millioner gæster om året. Alle tre museer byder på sjældne kunstværker, som smukt supplerer hinanden i forhold til tidsaldre og stilarter. Tilsammen udgør de én af verdens største og bedste samlinger af kunst.

Museo del Prado

Det mest berømte af de tre museer er Museo del Prado, der regnes for ét af verdens absolut bedste kunstmuseer, og iøvrigt er det mest besøgte museum i Spanien og det tolvte mest besøgte i verden. Museet har en enestående samling af europæisk kunst fra perioden, der strækker sig fra 1100-tallet til det tidlige 19. århundrede, og rummer desuden den største og bedste samling af spansk kunst i verden. Blandt denne spanske del af samlingen er museet især berømt for sine værker af to af de største spanske malere gennem tiderne, nemlig Velázquez og Goya.

Også værker af andre, store europæiske malere, såsom Titian, Rubens og Bosch, er blandt museets absolutte højdepunkter.
Ialt råder museet over 7,600 malerier, 1,000 skulpturer, 4,800 trykværker og 8,200 tegninger.

Læs også vores tidligere artikel om Prado-museet.

Museo del Prado er Spaniens svar på SMK
Billede: Museo del Prado

Museo Thyssen-Bornemisza

Museets samling udgjorde oprindeligt én af verdens største private samlinger af kunstværker, påbegyndt i 1920erne af den tysk-ungarske entreprenør og kunstsamler Heinrich Thyssen-Bornemisza de Kászon (1875–1947) og videreført af hans søn, Baron Hans Heinrich Thyssen-Bornemisza (1921–2002).

Sidstnævnte giftede sig i 1985 med den spanske kvinde, Carmen Cervera, en tidligere Miss Spanien, som han smittede med sin kunstinteresse. Til gengæld fik Cervera i 1992 overbevist sin ægtemand om, at han skulle sælge samlingen til den spanske stat. Selv idag længe efter at museet blev solgt til den spanske stat, følger Cervera ivrigt med i museets udvikling fra sidelinjen.

Museet er særligt rigt på tidlig europæisk malerkunst fra det 14. og 15. århundrede, såsom Duccio, Jan Van Eyck, Albrecht Dürer, og Hans Holbein. Andre højdepunkter i museets samling er værker af Titian, Sebastiano del Piombo, Caravaggio, Rubens, og Rembrandt, m.fl., samt senere moderne malere såsom Monet, van Gogh, Renoir og Picasso.

Museo Reina Sofía

Museo Reina Sofia, eller Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía (MNCARS), som det officielt hedder, er Spaniens nationalmuseum for kunst fra det 20. århundrede, hvis centrale bygning udgjorde et hospital i det 18. århundrede.

Det blev indviet i 1992 og navngivet efter den spanske dronning Sofia og rummer fortrinsvis moderne spansk kunst, herunder enestående samlinger af Spaniens to mest kendte malere fra det 20. århundrede, Pablo Picasso og Salvador Dalí. Museets kronjuvel er Picassos legendariske maleri Guernica.
Museet rummer også værker af andre store spanske kunstnere, såsom Joan Miró, Julio González og Eduardo Chillida, hvorimod de internationale samlinger er sparsomme. Der findes dog bl.a. værker af Georges Braque, Yves Klein, Robert Delaunay, Yves Tanguy m.fl.

Foruden de enestående kunstsamlinger er museet i besiddelse af et offentligt tilgængeligt bibliotek, hvis samlinger naturligvis fokuserer på kunst, og som indeholder mere end 100.000 bøger, 3.500 lydoptagelser og knap 1.000 videoer.

2. Palacio Real de Madrid

Palacio Real de Madrid er den spanske konges officielle residens i Madrid, men det bliver kun brugt til statslige ceremonier, såsom officiel modtagelse af udenlandske statsoverhoveder, præsentation af udenlandske staters nye ambassadører m.m.

Paladset er ejet af den spanske stat og delvist åben for offentligheden. Det er rigt udsmykket af kunstnere som Velázquez, Tiepolo, Gasparini, Juan de Flandes, Mengs og Goya. Adskillige kongelige samlinger af stor historisk betydning opbevares på slottet, herunder sjældne våben, der kan dateres tilbage til det 13. århundrede, og verdens mest komplette samling af Stradivarius strygeinstrumenter samt samlinger af gobelin, porcelæn, møbler og andre genstande af stor historisk betydning.

Paladsets indre areal strækker sig over 135.000 kvadratmeter gulvplads og indeholder 2800 værelser, hvilket gør det til det største palads i Europa udregnet efter gulvareal.
I vestlig retning er paladset blandt andet omgivet af parken Jardines del Campo del Moro, hvis navn skyldes den muslimske leder, Ali ibn Yusuf, som i 1109 slog lejr her med sine mænd i forsøget på at generobre Madrid fra de kristne.
Den østlige facade af paladset vender ud mod Plaza de Oriente og operahuset Teatro Real. Operahuset, der stammer fra 1850, præsenterer omkring 17 operaer og 3 balletter om året, ofte i samarbejde med andre store operahuse i Europa.
Mod syd er paladsets smalle fløje omgivet af et stort torv, Plaza de la Armaria, som leder til katedralen Catedral de la Almudena.
Og mod nord er paladset omkranset af endnu en park, Jardines de Sabatini, opkaldt efter én af arkitekterne bag paladset.

Palacio Real de Madrid er residens for den spanske kongefamilie i Madrid
Billede: Palacio Real de Madrid

3. Jardines del Buen Retiro

Madrid er én af verdens mest grønne byer og har flere træer og grønt areal end nogen anden by i Europa. Derfor spiller byens parker og haver en endnu større rolle her end i mange andre hovedstæder. Blandt disse mange parker og haver er Jardines del Buen Retiro, eller Parque del Buen Retiro som den også kaldes, Madrids største med hele 118 hektar grønt areal.

Foruden at være byens store, smukke, klorofylfyldte lunge, hvor mange lokale indbyggere i Madrid finder ro og rekreation, er parken historisk interessant og rummer mange vigtige statuer, monumenter, haver, stier og fontæner samt flere enestående bygninger.
Parken, der iøvrigt ligger tæt på Prado-museet og fint kan kombineres med et besøg dér, stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor den royale familie fik anlagt den første del af parken som rekreationsområde.

Dette område blev udvidet flere gange i løbet af 1500-tallet, men de mest omfattende udvidelser af parken blev foretaget i årene mellem 1620 og 1630, da hertugen af ​​Olivares, Gaspar de Guzmán y Pimentel, begavede kong Philip IV (1621-1665) med jord, der var blevet overdraget hertugen af ​​Fernan Nunez til genskabelse af byens San Jerónimo-kloster.
Den mest kendte bygning i parken er uden tvivl Palacio de Cristal, der blev bygget i 1887; samme år som parkens kunstige sø blev anlagt.
Begge blev født med et internationalt motiv, nemlig i anledning af udstillingen for Fillippinerne samme år, der jo var under spansk herredømme indtil 1898. Udstillingen skulle introducere spanierne til Fillippinernes rige flora og var det spanske svar på de storslåede engelske drivhuse, såsom Palmehuset i Kew Gardens.

Jardines del Buen Retiro er én af Madrids største offentlige parker
Billede: Jardines del Buen Retiro

4. Madrids plazas

Enhver spansk by er defineret af sine plazas, dét vi på dansk ville kalde torve, og ikke mindst Madrids mægtige plazas har haft en kolossal historisk og kulturel betydning, ofte af nationale og internationale dimensioner, foruden naturligvis deres infrastrukturelle betydning som knudepunkter i det brogede storbybillede.

I Madrid har torvene gennem historien både været genstand for markeder, fodboldkampe, tyrefægtning, offentlige henrettelser og den berygtede inkvisition. Idag er de dog genstand for mere fredelige sysler, såsom byvandringer, cafébesøg, afslapning, shopping, nytårsfestligheder eller turisme, ja faktisk er Madrids torve nogle af de mest besøgte og populære attraktioner i byen. Da Madrid har en sand overflod af smukke og betydningsfulde plazas, nævner vi her kun nogle få af de vigtigste.

Plaza Mayor

Blandt Madris mest kendte og betydningsfulde plazas er Plaza Mayor, der blev grundlagt helt tilbage i habsburgernes regeringsperiode.

Plaza´en er rektangulær i sin form, 129 meter lang og 94 meter bred, og har ni indgange. Torvet er omgivet af arkader med restauranter, cafeer og forretninger, herunder påfaldende mange frimærkeforhandlere. Torvet er også omkranset af ikke mindre end 237 balkoner, der vender ud mod torvet.

De første tanker om torvet blev tænkt i 1576, hvor kong Philip den Første ønskede at ombygge den daværende Plaza del Arrabal , men projektet kom ikke igang før 1560, og selve bygningen af det nye torv begyndte ikke før 1617 under Philip III's regeringsperiode.

Puerta del Sol

Puerta del Sol, der på dansk betyder Solens Port, er det absolutte centrum i det komplicerede og knudrede net af veje og gader i Madrid.

Pladsen er ét af de mest kendte og travle steder i Madrid og indeholder bl.a. det berømte ur, som nytårsaften markerer tidspunktet for den traditionelle spisning af de tolv druer, som indleder et nyt år i Spanien. Nytårsfesten fra pladsen er blevet transmitteret live på tv i Spanien siden 31. december 1962.

Puerta del Sol opstod oprindeligt som én af de porte i bymuren, der omgav Madrid i det 15. århundrede - deraf den første del af navnet (Puerta). Den anden del af navnet (del Sol) henviser til den opgående sol, der optræder som dekoration på porten, idet porten vender mod øst.

Porten har haft stor historisk og kulturel betydning for byen. Foruden at markere bygrænsen til de forstæder, der voksede frem omkring Madrids bycentrum i middelalderen, har den blandt andet været et vigtigt knudepunkt i Spanien for information og et mødested for udenlandske og spanske sendebude, der bragte nyheder til byens postkontor mellem 17.-19. århundrede.

Selv idag har pladsen en central betydning for udveksling af information og meninger, idet pladsen har været genstand for de demonstrationer for mere demokrati, flere reformer af det spanske samfund og mindre bureaukratisk indspisthed, som har præget Spanien bl.a. gennem den såkaldte 15-M-bevægelse.

Plaza de España

Plaza de España, eller på dansk Spaniens Torv, der ligger ved den vestlige ende af den store centrale gade Gran Vía, er én af Madrids smukkeste plazas.

Plaza´en rummer blandt andet et monument af den kendte spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedra, der var ophavsmanden til fortællingen om den vindmølle-bekæmpende idealist Don Quijote og hans tro væbner Sancho Pancha, der iøvrigt også er monumenteret på pladsen.

Plaza´en viser både det gamle og det moderne Madrid, idet den er omgivet af to af Madrids mest fremtrædende skyskrabere på henholdsvis 142 og 117 meter. Samtidig ligger den kun en kort gåtur fra Palacio Real, hvilket gør det oplagt at kombinere besøget i Palacio Real med en gåtur til Plaza de España.

Også denne plads har stor historisk og kulturel betydning for byen Madrid. Det var blandt andet her franske besættelsestropper i 1808 henrettede spanske fanger under den såkaldte 2. maj-opstand, hvor indbyggerne i Madrid gjorde oprør mod den franske besættelsesmagt og dermed udløste den blodige seks år lange spanske selvstændighedskrig.

Madrid med Kulturrejser Europa

Tag med på vores storbyrejse Madrid - Spaniens hjerte med Kulturrejser Europa, hvor du vil have tid på egen hånd. Her kan du bruge inspiration fra dette blogindlæg.

Her kan du se alle vores andre rejser til Spanien.

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket
+
-x
Account: eurotravel

Switches +

CMS

id: 4803
itype: 7
theType: general
tempLeftMenuID: 4056
UseApplicationCaching: False
useEnterpriseVersion: True
sitecompany: KR
useMultipleSites: 0
robotsNoIndex: True
robotsNoFollow: True
siteCurrency: DKK
defaultLanguageVersion: DK
siteLanguageVersion: DK
htmlLang: da

mobileDevice: False

enableSiteCacheApplication: Log inClear Cache
CSS & JS compile: Log inGenerate

Account: eurotravel
travelizeclientID: 1409

Front End +

Variables +