Dagbog fra Madeira
Velkommen til en rejseberetning fra vores paradisø Madeira. Nadia på kontoret hægtede sig på den gruppe rejsende, der drog af sted på rejsen Mageløse Madeira 17.–24. februar 2024. Her kan du læse om, hvordan det gik.
Dag 1: Velkommen til Atlanterhavets grønne ø
Det er en regnfuld og kold februar herhjemme, vi lægger bag os, Oscar – en af mine nærmeste venner – og jeg, da vi begiver os af sted mod Kastrup en tidlig lørdag morgen. Endestationen er Madeira, og vi er begge to meget spændte på, hvad der venter. Til trods for lange vinterferie-køer i lufthavnen (og en utrolig vred østrigsk mand) kommer vi ombord på flyet, og nogle timer senere lægger vi an til landing midt i Atlanterhavet.
Vi bliver mødt af vores rejseleder Rikke, og da alle er kommet, sætter vi kurs mod hotellet. Vi kører gennem tunneller, der gennemborer de høje bjerge, og vi får at vide af rejselederen, at før tunnellerne blev bygget, kunne transfertiden, der i dag kun er på 40 minutter, vare op til to timer på grund af alle omvejene. Til vores ene side breder Funchal sig ud med sine tusindvis af huse, der klamrer sig fast til bakkerne, hvor de blødt bøjer sig ned mod havet. Til den anden side tårner de grønne bjerge sig op, og langt borte ser vi de små svævebaner, som kører i fast rutefart op til den lille by Monte.
Vi nyder det allerede i fulde drag, da vi ankommer til hotellet. Havet, som vi kan se fra vores hotelværelse på Pestana Ocean Bay All Inclusive i Funchal Lido, glitrer nærmest uvirkeligt smukt og bølgerne fra det store hav slår ind over den vulkanske strand med sten og sort sand. Til trods for, at vi endnu kun har set ganske lidt af øen, er det tydeligt, at det her er naturen, der hersker.
Dag 2: En heldagsudflugt fra bananplantage i syd til vilde bølger i nord
At vågne til bølgernes brusen er en fantastisk start på dagen, der er fuld af oplevelser. I dag skal vi fra Madeiras sydkyst på tværs over øen op til de nordvestlige dele. Vores første stop bliver i den lille by Ribeira Brava. Her havner vi midt i madeiranernes søndag, så her er ganske roligt – med undtagelse af en mildest talte livlig, lille forsamling omkring tre musikere ved strandpromenaden. Og da kirkeklokkerne ringer, får vi muligheden for at kigge ind i den smukke kirke. Præsten messer på uforståeligt portugisisk, og skønsangen klinger smukt over torvet fra kirken, der er fyldt til sidste bænkerække.
Vi tager videre til Madalena do Mar – byen på sydkysten, der er centrum for øens vigtige banandyrkning. Her afløser planterne hinanden, og overalt troner de med deres grønne skatte. Bananen er en plante og ikke et træ, som Rikke forklarer os, inden hun fortæller videre om, hvor vigtige bananerne er for Madeira – både historisk og i dag. Hun tager os med på en kort gåtur langs planterne, og her kan vi for første gang også se en af øens klassiske levadaer – de vandingskanaler, der blev bygget for at lede vandet fra nord til syd.
Billeder: Rikke beretter om øens bananplantager og vi får set vores første levada.
Derefter går turen opad, op langs plateauet Paul da Serras snoede veje til hele 1300 meters højde. Vi kører gennem skyerne, før vi stopper kort for at tage billeder. Skyerne ligger let over dalene, der breder sig ud under os, og her mærkes kulden – noget helt andet end de behagelige 21 grader, vi er blevet vant til nede ved havet.
Porto Moniz er endestationen for i dag, og vi når frem efter at have forceret bjerget og kommet hele vejen ned til havet igen. Det er fascinerende, hvordan vi kan komme fra højderne til Atlanterhavets blå bølger på nogle få minutter – takket være vores buschauffør José, der klarer jobbet godt. I Porto Moniz ses Madeiras vulkanske natur tydeligt – ikke mindst gennem de naturskabte havbassiner. Bølgerne er alt for kraftige til, at vi kan bade i dag, og i stedet sætter vi os til rette på restauranten, hvor vi får serveret stegt espada – Madeiras kendte sværdfisk, der lever på mere end 1000 meters dybde.
Billeder: I Porto Moniz skifter naturen fra frodigt grønt til goldt lavalandskab.
Vejen hjemad går via et antal mindre stop, blandt andet ved det pragtfulde vandfald Véu da Noiva og det lille samfund São Vicente. De grønne bjerge omgiver os til alle sider, og vores sidste stop for i dag, udsigtspunktet Endumeada, ligger så højt, at vi kan se havet i flere forskellige regninger. Det er med lungerne fulde af frisk luft, vi nu tager tilbage til hotellet.
Billeder: Strålende udsigter både nært og fjernt – Madeiras fantastiske natur og det udsøgte håndværk i São Vicentes kirke.
Rikke har i løbet af dagen fortalt om, hvordan det er at bo på Madeira, om den store korruptionsskandale, som er blev afsløret i løbet af de seneste par uger, om skovbranden, som har hærget, og om den store oversvømmelse i 2010, som har præget øen i stor udstrækning. Hun har også fortalt om madeiranernes rolige gemyt, og i løbet af dagen har vi ikke set noget, der tyder på det modsatte – ikke før vi skal have vores store bus ind på den relativt lille hotelparkering. En mand i bilen lige overfor os reagerer ikke så pænt på Josés opfordring til at bakke, men ender med at gøre det – fortsat råbende inde fra bilen – så han kan komme forbi os. Han må være undtagelsen, der bekræfter reglen.
Tilbage på hotellet er det skønt med en stund i solstolen ved poolen, inden vi mødes med Kulturresor Europas svenske rejseleder Christel. Sammen med hunden Amy går vi ned på en af strandpromenadens barer, hvor vi med udsigt over havet nyder en øl, mens solen går ned.
Billeder: Sådan skal en solnedgang i februar se ud.
Dag 3: Funchal-favoritter
Efter at set lidt af alt det, Madeira har at byde på, er det dejligt at have Madeiras charmerende hovedby Funchal på programmet i dag. Dagen begynder tidligt med, at Rikke tager os med på en byvandring i Funchal. Vores hotel Pestana Bay All Inclusive ligger også i Funchal, men i Lido-området, der bedst kan beskrives som byens nærliggende strandområde.
Byvandringen indledes med en tur gennem en af Funchals mange parker. Det grønne og frodige er et af byens – og hele øens – trækplastre, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Rikke peger lokale stoltheder ud for os, f.eks. jacarandatræet, der blomstrer i foråret med sine store, lilla blomster. Vi går ned mod vandet og ser på de store krydstogtskibe, der kigger tilbage på os som en stor mur fra havet. Vejen langs vandet fører os frem til Cristiano Ronaldos eget hotel, som er opført i samarbejde med den kendte Pestana-hotelkæde. Deres hotelkæde gør dem til ejere af en stor del af alle Madeiras hoteller, og naturligvis ville de gerne investere, når en af verdens bedste fodboldspillere vil hædre sin hjemstavn. Ronaldo blev født på Madeira og har, takket være sin lange, flotte karriere, bidraget betragteligt til øens lokalbefolkning. I dag har han både sit eget museum, en tilhørende statue og den officielle lufthavn opkaldt efter sig.
Billeder: Der er dejligt i Funchal, uanset om man befinder sig i konservesbutikken, i nogle af de mange parker eller i den imponerende katedral.
Vi vender retur til byens centrum og kommer til endnu en park, hvor vi kan se nærmere på de mange forskellige planter, inden vi går videre mod byens kirke. På vejen standser vi ved statuen for Madeiras landsfader Zarco. Et historisk tilbageblik beretter om svundne tider, hvor portugiserne indtog Madeira. Dengang var øen ubeboet, så portugiserne kunne i ro og mag befolke øen – med den vilde og dramatiske natur som eneste fjende at overvinde.
Efter et besøg i den overdådige kirke går vi mod Rådhuspladsen og videre langs den velkendte Santa Maria-gade med de kulørte døre. Efter den store oversvømmelse i februar 2010, hvor mange huse blev ødelagt, besluttede man, at man ved genopbygningen skulle lade indbyggerne male sine døre med valgfrie motiver. Turen slutter ved den kendte markedshal, hvor vi kan betragte farvestrålende frugter i både frisk og tørret form og den store fiskehal, hvor de frygtelig grimme espada-fisk ligger på rad og række med deres skarpe tænder. Vi går herefter videre til terrassen og slår os ned i den strålende sol. Her får vi en demonstration i, hvordan Madeiras nationaldrink – den læskende og smagsfyldte poncha – tilberedes. Vores dygtige bartender blander sukker, rom og frisk frugtjuice og hælder op i glassene. Saúde ao Funchal – skål for Funchal!
Billeder: Madeiranske delikatesser så langt øjet rækker på Mercado de los Lavradores – Funchals markedshal.
Byrundturen lakker mod enden, og da vi er retur ved vandet, vandrer Oscar og jeg mod molen langs stenstranden. Her, inde i byen, er bølgerne ikke lige så vilde som hjemme på hotellet, så jeg går i vandet. Atlanterhavets vand er forfriskende og køligt efter gåturen i den varme februarsol. Vi går nysgerrigt videre mod det gyldengule gamle fort, der troner ved vandet nogle hundrede meter væk, og efter en velsmagende frokost (og endnu en poncha) på en nærliggende restaurant nyder vi havudsigten fra fortet på samme måde, som søfarerne har gjort gennem historien.
Billeder: Dørene langs Rua de Santa Maria stråler om kap med byens farverige blomster.
Vi går tilbage ind mod byen langs gaden med de farverige døre, og denne gang tager vi os tid til at fange alt det på billeder, som vi vil gemme til senere. En italiensk is på gågaden senere bestemmer vi os for at gå de godt fem kilometer tilbage til Pestana Bay. På vejen kommer vi forbi det smukke, pudderrosa hotel Reid’s Palace, hvor vi efter en anbefaling fra min mor stikker hovedet ind. Her emmer det af luksus, og udsigten fra panoramavinduerne og terrassen er mildest talt imponerende. Efter en lang dag i Madeiras hovedby er det dejligt med en rolig aften på hotellet og et langt brusebad. I morgen er det tid til nye eventyr!
Dag 4: Madeiravin og friskfanget fisk
Endnu en vidunderlig dag på Madeira! I dag skal vi på udflugt langs den sydlige kyst, og vi sætter kursen mod Cabo Girão – det kendte udsigtspunkt nogle kilometer vest for vores hotel og Funchal. Vi kommer frem, præcis da rundvisningen går i gang, og da vi vover os ud på den gennemsigtige platform af plexiglas, kan vi se næsten 600 meter lige ned i havet og kyststrækningen. Selv om sigtbarheden ikke er på 100 procent, er det svært ikke at blive imponeret af det uendelige hav, som på denne afstand ser både roligt og harmonisk ud.
Billeder: Fra platformen ved Cabo Girão er udsigten klar ud over det uendelige Atlanterhav.
Vi fortsætter til vinproducenten Vinhos Barbeito. Det er endelig blevet tid til at stifte nærmere bekendtskab med den berømte madeiravin, og ejeren viser os rundt blandt tønder, siloer og andre spændende sager. Med stor ekspertise fortæller han og den unikke og søde vin, som typisk nydes før eller efter maden. Grunden til, at madeiravin er sødere end almindelig vin, er, at man afbryder gæringsprocessen tidligere – allerede efter 2-4 dage, mens en traditionel bordvin gærer i ca. to uger. Vi bliver budt to glas af vinbonden, der er så vant til vores grupper, at han har lært lidt skandinavisk. At resten af vores medrejsende er danske, spiller en mindre rolle – han serverer endda vinen med ordene ’halvtør, sød, fem år’.
Billeder: Madeiravin er kendt, også uden for øen, og efter et besøg hos vinproducenten Barbeitos forstår vi hvorfor.
Da alle har fået købt det, de vil have med sig hjem til Skandinavien, kører bussen mod vores næste stop. Nu er det den lille fiskerby Câmara de Lobos, der hilser os velkomne. Sædvanligvis kan man gå langs stranden fra vores hotel de ca. tre kilometer til fiskerbyen, men på grund af den sidste tids meget hårde vejr er gangstien afspærret. Vel ankommet får vi tid til at opleve byen på egen hånd, og Oscar og jeg tager forbi det højeste punkt, i hvert fald hvad vi kan se. Her kan vi se ud over både vand og land, og på vejen tilbage til bussen går vi forbi de farverige fiskerbåde i havnen. Her går hverdagslivet sin vante gang, og på mange måder føles Câmara de Lobos som noget af det mest autentiske, vi oplever på vores rejse. Fiskerne kommer ind med dagens friskfangede fisk, de tager fat på det nødvendige vedligehold af bådene, og under en anden båd ligger en hund og sover fredfyldt.
Billeder: I Câmara de Lobos mødes vi af hårdtarbejdende fiskere og deres ikke lige så hårdtarbejdende hunde.
Vi er tilbage på hotellet før frokost, og Oscar løber en tur, mens jeg hviler mig. Efter frokost på hotellets terrasse sætter vi kursen mod poolen. Vandet er koldt, men forfriskende. Balkonen kalder på os, og vi tager et glas vin med os og finder vores selskabsspil frem. Timerne flyver forbi, og selv efter solen er gået ned, spiller vi videre – en dejlig ferieaften på alle tænkelige måder.
Dag 5: Montes tropiske have og en slædetur med fart på
I dag er dagen fri til oplevelser på egen hånd, og efter nogle tidlige morgener må vi tilstå, at vi trænger til at sove længe. Vi nyder en langsom morgen og formiddag, og da hotellets gratis shuttlebus har afgang mod Funchal i løbet af eftermiddagen, tager vi med. Vi vil til Monte – den lille by, som ligger nord for – og lige ovenfor – Funchal. Monte når man nemmest med svævebanen. I havnen køber vi billetter og tager plads i en af de flotte, moderne kabiner. At se Funchal fra oven er magisk, og den ca. ti minutter lange tur er fantastisk.
Billeder: Både under og efter svævebaneturen til Monte er udsigten fantastisk.
Da vi er klatret ud af svævebanen, går vi mod byens hovedattraktion – Monte Palace Garden. Mine forventninger er høje og bliver indfriet til fulde: Paladsets have er enestående. Den er stor – meget større end jeg troede – varieret og fyldt med skønhed og tusindvis af planter. Men også kunst, udstillinger og skulpturer. Her er både et asiatisk tempel og et vandfald – og lysende lyserøde flamingoer, som spankulerer rundt i vandkanten på jagt efter mad.
Billeder: Monte og den enorme have ved paladset skuffer ikke.
Vi passerer en stentunnel med et skilt, som lader os vide, at der her findes en geologisk udstilling om jordens sten og mineraler. Oplyst mod en koboltblå baggrund ligger de på display – lilla, glinsende ametyster og klare krystaller. Det er fascinerende at se dem på så nært hold, og vi er begge to positivt overraskede over, hvor meget haven har at byde på. Vi ville ønske, vi var kommet tidligere – her er både inspirerende og meget fredfyldt, og vi er meget taknemmelige for Jose Berardo, der i sin tid skabte haven til Madeiras indbyggere og turister. Her er hele tiden en ny sti at vælge, og bag hvert sving venter noget nyt. Vores mobilkameraer er på overarbejde, og da vi til sidst vender tilbage til verden uden for haven, er vi fyldt op af naturens ro og lækre farver.
Billeder: Der er ikke kun blevet plads til planter i haven – der er også massevis af statuer, skulpturer og kakler.
Endnu en af Montes mest spektakulære attraktioner er de traditionelle slæder. Man kan undres over, hvad man skal bruge en slæde til på en tropisk ø, men faktum er, at slæderne er blevet brugt her i århundreder. Før i tiden tilbragte Portugals aristokrater og kongelige tid på Madeira, og kom fra Monte til Funchal ved hjælp af slæderne, der ligner små kurve. Vi tager plads i en slæde med to traditionelt klædte slædeførere, der sniksnakker på portugisisk, mens de fører os gennem de stejle gader i susende fart. For dem er det ikke noget særligt, men for os er det bestemt en oplevelse ud over det sædvanlige. Slæden krænger og kurer frem og tilbage, men vores førere har helt styr på det. Jeg er betydeligt større fan af slæderne end Oscar, men nu er oplevelsen strøget fra vores Madeira-liste, og det føles både sejt og besværet værd.
Tilbage i Funchal ser vi solen farve himlen rosa over havnen, hvor krydstogtskibet netop er påbegyndt sin færd videre ud i verden. Og da mørket sænker sig over byen, er det svært at ønske sig mere.
Dag 6: Langs levadaerne til fods
Da solen står op over Madeira på vores sjette rejsedag, er det endelig, til Oscars store glæde, blevet tid til at snøre vandrestøvlerne. I dag skal vi sammen med resten af gruppen på en klassisk levadavandring – et must, når man befinder sig på naturskønne Madeira.
Levadaerne noget unikt for øen og består af kilometer og atter kilometer af kunstige små kanaler, der løber fra nord til syd. Kanalerne er i dag en integreret del af Madeiras landskab og kultur, og de første blev bygget allerede i 1400-tallet af de portugisiske kolonister for at forsyne markerne med vand – regnvand og vand fra kilder på øens højtliggende dele, der ledes gennem kanalerne til de sydlige regioner, hvor det bruges til at vande afgrøder og for at forsyne indbyggerne med drikkevand. Også i dag bruges levadaerne som vandingskanaler, hvilket faktisk er ordets præcise betydning på portugisisk – men derudover er levadaerne en stor turistattraktion. Parallelt langs kanalerne går nemlig stier, som er gode at vandre på, og det er netop det, vi skal i dag.
Billeder: Tid til at begive sig langs levadaen forbi både Madeiras gamle hovedstad Machico og de vildtvoksende avokadotræer.
Vi begiver os til Levada do Caniçal, der løber lige over Madeiras første hovedstad, Machico. Her lægger vi ud i et behageligt tempo på vores tur, som skal bringe os ca. seks kilometer gennem varieret terræn. I begyndelsen går vi forbi lokale hjem, mens vi i næste øjeblik kan se ud over de frodige bjerge, der tårner sig op omkring Machico, for derefter at vandre ind i den dybgrønne vegetation. Stien er nem at følge hele vejen, selv om man selvfølgelig skal se sig for. Selv om omgivelserne veksler, er terrænet plant, og vi går i et behageligt tempo. Samtlige rejsende – både jeg med mine 28 år og vores ældste rejsende på flotte 93 år – kan uden problemer følge med. Alderspræsidenten fører endda af og til med sine vandrestave.
Undervejs standser Rikke for at udpege alt fra avokadotræer og bjerggeder til køkkenhaver med særlige rodfrugter, som dyrkes lige her og får vand fra levadaerne. Det er et meget sindrigt system, hvor man ikke betaler for mængden af vand, men for den tid, slusen holdes åben, så vandet kan løbe ind til netop dit hjem. Rikke fortæller, at levadaerne for alvor kan udløse nabostrid – f.eks. når en nabo åbner sin sluse uden for sit eget tidsvindue uden tilladelse og dermed blokerer for naboen, der er næst i køen.
Det er en meget hyggelig tur, vi er på – vi vandrer, mens formiddagssolen bliver stærkere og stærkere, og da vi er ca. halvvejs, holder vi en lille drikkepause. Vi går det sidste stykke, inden vi når frem til snackbaren i Jacaré, som markerer afslutningen på vores vandretur. Her sørger nogen for at indtage lidt formiddagskaffe, mens andre synes, at det er på høje tid at få dagens første Coral – den lokale, lyse lager, der slukker tørsten godt.
Billeder: På rad og række – men stadig med plads til at betragte den spektakulære udsigt og de små templer.
Tilbage på hotellet igen spiser vi frokost og hviler os, inden jeg besøger nogle nærliggende hoteller. Det er jo vigtigt at nå så meget som muligt her på Madeira, og at besøge de andre hoteller, Kulturrejser Europa gør brug af på øen, står på min to do-liste. Efterfølgende mødes jeg med Oscar i Funchal, og vi klarer den obligatoriske shopperunde – selvfølgelig med en kølig forfriskning ved markedshallen. Efter en lang dag er energiniveauet for nedadgående, og vi vender tilbage til hotellets ro, mens solen går ned.
Dag 7: Højt over skyerne og vandring gennem laurisilva-skoven
Det er vores sidste hele dag på Madeira – og vores sidste heldagsudflugt. I dag skal vi bevæge os fra højderne og ned til kysten, når vi tager fra Madeiras tredjehøjeste punkt, Pico do Arieiro, og hele vejen ned til Porto da Cruz via levadaen ved Ribeiro Frio og de velkendte trekantshuse i Santana. Dagen begynder med, at bussen kæmper sig op i hele 1818 meters højde. Der er sol til at begynde med, men jo højere op, vi kommer, jo tættere bliver skyerne. Men som ved et trylleslag har vi passeret skyerne og er nu på den anden side. Her skinner solen over de enestående udsigter, og vi forbløffes over de barske omgivelser, der ligner et månelandskab.
Billeder: På Pico do Arieiro møder vi et helt andet Madeira over skyerne.
Da vi forlader bussen for at kigge nærmere på Madeiras tredjehøjeste punkt, slår vinden mod os. På en times tid er vi gået fra en temperatur på 20-21 grader til knap 10 grader. Vinden er meget kraftig, og kombineret med udsigten over bjergene er det nærmest en ud af kroppen-oplevelse. I jagten på en endnu bedre udsigt bevæger jeg mig rundt om en af stenbunkerne, og vinden lægger sig fuldstændig. Her er helt stille, mens solen varmer mig. Det er magisk.
Billeder: Et øjebliks varmende sol på Madeiras tredjehøjeste punkt.
Da vi igen tager plads i bussen, kører vi nedad, og vi skal nu prøve at vandre langs endnu en levada, i helt andre omgivelser. Nu befinder vi os midt i skyerne, og tågen, der breder sig over de mørkegrønne bjerge og den lysegrønne laurisilva – Madeiras fantastiske udskov – skaber en fantastisk stemning. Mine tanker flyver direkte til Ringenes Herre, og da vi vandrer de godt tre kilometer langs Ribeiro Frio, forventer jeg nærmest, at en nazgûl pludselig dukker op blandt de hvirvlende blade. Da vi kommer ned på hovedvejen igen, får vi lidt tid på egen hånd, inden vi kører videre. På den lille café byder personalet på hjemmebagt kage til den friskmalede kaffe (ifølge Oscar de bedst brugte €2,80 på hele rejsen), og fra baren ved siden af kommer en flok af vores medrejsende og fortæller, at de netop har drukket feriens bedste poncha.
Billeder: På vores anden levadavandring er omgivelserne nogle helt andre, og vi omgives af både småfugle og urskoven laurisilva.
På vej mod vores frokoststop standser vi ved et af Santanas traditionelle trekantshuse. Husene er hvide med kulørte vinduesskodder og et stort, triangulært stråtag, der når helt ned til jorden. Det hus, vi besøger, har bevaret sin oprindelige indretning, og vi kan derfor se, hvordan et traditionelt hjem fra Madeira kunne se ud før i tiden. Frokosten indtages på en nærliggende restaurant med en spektakulær udsigt over havet. Derefter fortsætter vi ned til vandet og gør et kort stop i Ponta da Cruz. Her ligger et gammelt romdestilleri, hvor alle, der har lyst, kan kigge på den store produktionshal. Vi vælger i stedet at betragte bølgerne, som dramatisk slår ind over kysten, og kan konstatere, at det her er et af Madeiras centrale surfing-steder. Det er ikke svært at forstå, når man tænker på de store vandmængder, der kaster sig ind mod land.
Billeder: Santana byder på fine udsigter og et kig på de traditionelle trekantshuse, hvor lokalbefolkningen boede før i tiden.
Vel tilbage i Funchal Lido møder vi vores nye ven Diego og får en sidste øl på en af barerne langs Praia Formosas strandpromenade. Det er en perfekt afslutning på en lige så perfekt rejse, og vores sidste nat på Madeira nyder vi bølgernes brusen lidt ekstra.
Dag 8: Até mais – på gensyn!
Det er blevet tid til at vende næsen hjemad, og efter morgenmaden tjekker vi ud og begiver os mod lufthavnen. Det er lidt vemodigt at sige farvel til Rikke – hun har virkelig tilført vores rejse noget helt særligt, men forhåbentlig møder vi hende igen på nogle af vores andre spændende Portugal-eventyr. Madeira har givet os sol, oplevelser, varme og ikke mindst de farver, som vi fra de køligere egne sådan savner på denne tid af året. Forhåbentlig vender vi en dag tilbage til Madeira. Indtil da er det bare at lette på hatten og takke for otte vidunderlige dage på Atlanterhavets grønne ø.
/Nadia