Alt om Roms søjler og arkitektur

Rom er Italiens imponerende hovedstad, og det var herfra, at det mægtige romerske rige blev styret. Romerriget omfattede alle Middelhavsområder, og igennem rigets 200 års storhedstid blev der bygget palæer, templer og andre fantastiske bygningsværker i Rom. Man oplever historiens vingesus, når man går fra det imponerende Colosseum, hvor gladiatorerne har kæmpet, hvor blod, sved og tårer har gennemvædet stenene under de drabelige folkefester og videre til Forum Romanum, som var antikkens centrale plads.

Gå ad Via Sacra gennem Forum Romanum, se Vesta-templet, hvor vestalinder passede den hellige ild, se senatet, triumfbuen og de øvrige templer. Forum Romanum har lidt under jordskælv og genbrug af bygningsmaterialer, men det er stadig en særlig oplevelse, der giver en fornemmelse af tidens storhed.



Rom er også en by, der lever i dag. Her vrimler med mennesker, travle romere i jakkesæt på scooter (det er svært at komme rundt i bil i det centrale Rom), nysgerrige turister og familier i daglige gøremål. Sæt dig på en af de mange cafeer og nyd lidt frokost, en cappuccino eller den vidunderlige italienske is, hvor problemet blot er at vælge mellem de mange smagsvarianter.

Rom er også stedet, hvis man er interesseret i mode. Italienske kvinder og mænd er utrolig velklædte, og du kan finde det mest luksuriøse modetøj fra de store modehuse – eller du kan finde en lokal syerske, der syr et jakkesæt, der lige passer til dig.

Her kan du se alle vores rejser til Italien.

Oldtidens Rom

I Rom er det oldtidens arkitektur, som dominerer byen. Desværre kan vi kun i få tilfælde sige, at vi står over for et perfekt bevaret bygningsværk. Blandt de bedst bevarede er Pantheon og de to små templer ved Tiberens bred, mens der i de fleste andre tilfælde er tale om ruiner, hvor både historisk forståelse og fantasi er nødvendig. Mest berømt er Colosseum, som er så velbevaret, at selv den mest fantasiforladte kan se, hvordan det tog sig ud for små 2000 år siden. Også Forum Romanum er en berømt attraktion, omend de overvejende lave ruiner med enkelte oprejste søjler kun er en svag afglans af, hvordan Romerrigets centrum så ud.

Oldtidens romere byggede stort og flot. Kernen var murstensvægge med flade sten, som blev beklædt med marmorplader til forskønnelse. Desværre møder vi sjældent disse marmorbeklædninger i dag. Senere tider har ikke haft sans for bevarelse af dem, når der skulle bygges nyt - for hvorfor dog indkøbe marmor i dyre domme, når de kunne hente det ganske gratis på tilsyneladende unyttige bygninger? Heldigvis havde de bærende mursten ikke den samme interesse, og derfor kan vi i dag glæde os over en række pragtbygninger, ganske vist ikke i den originale ydre fremtræden, men dog i den originale opbygning.



Det, der først og fremmest præger disse bygninger, er søjlen og buen. Søjlen er det bærende element. Den består af en basisforneden, der hviler på fundamentet. Basen fortsættes af den egentlige søjle eller søjleskaftet, det runde lodrette element. som foroven ender i søjlehovedet, der tjener som underlag for den øvre etages fundament. Dette søjlehoved er bredere end søjleskaftet for at skabe et solidt underlag for de vandrette eller buede bærende elementer. Når det er kunstnerisk udformet, betegnes det som en kapitæl.

Oldtiden brugte tre typer kapitæler, der alle kom fra Grækenland: Den doriske kapitæl er den ældste og den mest enkle. Her fornemmer vi det rent arkitektoniske formål ved, at vægten på søjlen gradvist udbredes til en større og større flade. Den ioniske kapitæl rummer et vist kunstnerisk element ved at tilføje voluter (”sofapøller”) uden direkte betydning for den arkitektoniske opbygning. Den korinthiske kapitæl er en videre udbygning af den doriske med rent kunstnerisk betonede udformninger, især i bladform. Søjlekrafterne er ofte glatte på de doriske søjler, men de kan også være kannelerede (lodret stribede i relief) som altid på de korinthiske søjler; ioniske søjler kan være såvel glatte som kannelerede. På de større romerske bygninger har man det princip, at den nederste etage har doriske søjler, den følgende ioniske og den øverste korinthiske søjler. Det ser vi bl.a. på Colosseum og med lidt mindre overbevisning på Marcellus-teateret.



Bygninger af mere privat karakter flottede sig sjældent med søjler. De havde i stedet firkantede pæle med en ligeledes firkantet overligger. Dette princip blev fulgt langt op i tiden og kan stadig opleves på ældre bygninger i Roms gamle bydele.

På pragtbygningerne erstattede romerne de vandrette forbindelser mellem søjlehovederne med de langt mere bæredygtige buer, som giver et mere ligeligt tryk over hele bærefladen - et matematisk princip, der praktiseres den dag i dag, bl.a. ved brobygning. Disse buer var altid halvcirkelformede og levede videre til 12. årh., da de i Nordfrankrig opfandt spidsbuen.

Antikkens romere

Antikkens romere byggede helst rektangulære bygninger, som vi kan se det på de fleste templer. Roms fineste eksempel på en rektangulær bygning er Fortuna-virile-templet. Uden for Rom skal nævnes de tilsvarende templer i Vienne og Nîmes i Frankrig. I Pæstum (100 kilometer syd for Napoli) og i Agrigento på Sicilien ser vi inspirationen fra græsk arkitektur. De rektangulære bygningsværker er karakteriserede ved, at indgangssiden er kortere end længdesiden, oftest i det forhold, som vi kalder ”det gyldne snit”, hvor længden groft sagt er 1½ gang bredden.

Rektangulære bygninger blev ikke kun brugt til templer, men også til en række civile formål, og de kunne antage betydelige dimensioner. De kaldes da basilika’er (oprindeligt et græsk ord for et kongeslot), og der blev i oldtiden bygget adskillige basilikaer til de mest forskelligartede formål: børs, domstol etc. I Trier i det vestligste Tyskland kan vi se en sådan basilika i perfekt bevaret stand.

Kristendommen overtog denne byggestil, og de ældste kirker er basilikaer. De har dog det særpræg, at den midterste del af en kristen basilika hæver sig højere end sidedelene. Dermed opstod den treskibede kirke med de to lave sideskibe på siden af det væsentligt højere midterskib, hvor lyset trængte ind i det fra de øverste vinduer. Rom har adskillige eksempler på denne type basilikaer. De ældste går tilbage til 4. årh., men middelalderen igennem byggede man fortsat kirker efter dette mønster. Senere fik ordet basilika en anden og mere organisatorisk betydning.

Her kan du se alle vores rejser til Italien.

Renæssancens Rom

Da renæssancen opstod omkring år 1400, brød man med basilika-princippet. Dette er i grunden selvmodsigende, fordi renæssancen netop forkastede middelalderens ”sorte periode” og søgte tilbage til oldtidens idealer. Renæssancen skabte centralkirken, muligvis med udgangspunkt i Gravlæggelseskirken i Jerusalem og med tydelig indflydelse fra Roms Pantheon. Den ægte renæssancekirke er koncentreret omkring en central del, hvor alteret er placeret, og hvorfra der i alle fire retninger udgår skibe af ens længde - den såkaldte græske korsform, hvis fineste repræsentant er Santa María degli Ángeli.

Sådan skulle Peterskirken oprindeligt have været bygget, men erkendelsen af det upraktiske i denne struktur medførte en slags kompromis mellem centralkirken og basilikaen. I stedet blev den ”moderne” kirke skabt i latinsk korsform bestående af et langt skib (forlængelsen af centralkirkens ene arm), to tværskibe og et kor af samme længde som hvert af tværskibene. Denne opbygning havde allerede længe været den gængse i den gotiske kirke, men nyheden i renæssancen består i, at kirkehandlingens tyngdepunkt flyttes fra koret til korsskæringen (dér, hvor midterskibets og tværskibenes akser skærer hinanden), så alterets plads flyttes hertil, som det meget tydeligt ses i Peterskirken. Denne struktur er helt logisk, fordi den giver mulighed for, at menigheden kan følge de hellige handlinger ved alteret uanset deres placering i skib, kor eller tværskib.



Senere tiders kirkebyggeri har stort set fulgt renæssanceprincipperne. De mange romerske kirker i barokstil er – bortset fra nogle enkelte centralkirker – næsten alle opbyggede som Peterskirken, selv om tværskibet ofte kun er ganske kort, specielt inden for den barokvariant, som kaldes jesuiterstilen (opkaldt efter jesuiternes hovedkirke i Rom, Il Gesù.

Ellers er barok-arkitekturen en videreførelse og udbygning af renæssancen. Hovedforskellen ligger i den indre (og til dels ydre) udsmykning, hvor de buede linjer dominerer på bekostning af renæssancens overvejende vinkelrette linier. Et typisk baroktræk er de rent dekorative søjler, som ikke støtter eller bærer noget, eller som højst tjener til støtte for en – oftes skrå eller buet – overligger, der ikke selv tjener noget bærende formål. Barokken indførte desuden de mange udsmykninger i stuk med forgyldninger m.v. som blev videreført af rokokoen, der er en ren udsmykningskunst og altså ikke udtryk for en arkitektonisk skole.

Uden for kirkebyggeriet er det renæssancen, der frem for alt dominerer Rom med sine mange prægtige palæer, hvis forbilleder er hentet i Firenze. Også her er det de vinkelrette linjer, der dominerer. Palæerne er flere etager høje og har øverst et fremspringende tag, hvis vandrette støtter springer frem og ofte har en kunstnerisk udsmykning yderst. Facaderne kan undertiden virke noget monotone, men de skal ses som udtryk for en ophøjet ro uden tendenser mod barokkens sprælske figurlighed, som kun sjældent kommer til udtryk på civile romerske bygninger.

Læs også vores blogindlæg om Kunst og kultur under renæssancen i Italien.

Roms arkitektur efter 18. århundrede

Siden det 18. årh. er der ikke skabt original romersk arkitektur. Der findes bygninger fra nyere tid af interesse, men de har ikke et særligt romersk præg. Det er ofte kun i form af efterligninger af tidligere tiders arkitektur, som det især var almindeligt i 19. årh., vi ser romerske særpræg. En kolos som domhuset (Palazzo della Giustizia), dens imposante skønhed ufortalt, kunne lige så godt have stået i Bruxelles eller i Berlin.

Det er i det hele taget påfaldende i hvor ringe grad Rom har deltaget i det ellers så udbredte europæiske byggeri i det 19. århundrede, såvel det nyklassicistiske som det historicistiske. Dette hænger formodentlig sammen med, at Rom allerede havde sine arkitektoniske storværker, mens andre europæiske byer havde brug for at skabe dem - og dette i vid udstrækning med Rom som forbillede.

Den nyere tids arkitektur i Rom

Vort århundrede ikke skabt bygningsværker eller anden arkitektur af blivende værdi i Rom. Byen har udvidet sig i ganske betydelig grad, men det er hovedsageligt sket i form af terrænudvidelser i udkanten, hvorimod centrum er forblevet forholdsvis uberørt. De tre væsentligste undtagelser er Victor-Emanuel-monumentet ved Piazza Venezia, som de fleste betragter som en enorm misforståelse, universitetet og hovedbanegården, Stazione Termini, der ligeledes kunne betragtes som en misforståelse, hvis ikke den lå så tilpas af vejen og i øvrigt - modsat monumentet – tjente et virkelig fornuftigt formål.

Hvis du søger moderne arkitektur, så er Rom ikke det rette mål. Hvis du derimod ønsker at opleve arkitektur fra før 1800-tallet, så er Rom et godt bud.

Se alle aktuelle rejser til Rom!

Her kan du se alle vores rejser til Italien.