Opera i Verona

At opleve en opera-forestilling i Verona er nogenlunde ligeså autentisk som at opleve en fado-koncert i Lissabon, en tango-koncert i Buenos Aires eller en flamenco-koncert i Sevilla, Cádiz eller Granada. Det var i Italien, at operaen - som vi forstår genren i dag - blev født, og det var hér nogle af dens smukkeste og mest betydningsfulde musikalske værker blev skabt. Det var også hér, man skabte nogle af verdens bedste og mest berømte operascener. I byen Verona finder vi én af dem.

De italienske rødder

Idag er operaen som musikgenre et "blandingsprodukt", som både begavede tyske, franske, engelske og russiske komponister – foruden komponister af mange andre nationaliteter - har bidraget til med deres store kunstneriske kreativitet. En Mozart eller en Wagner i Tyskland. En Bizet eller Debussy i Frankrig. En Stravinskij eller en Rachmaninov i Rusland. Ja, selv store danske komponister, såsom Rued Langgaard og Carl Nielsen, har som bekendt forsøgt sig i genren. Men i begyndelsen var operaen italiensk.

Renæssance og græsk tragedie

Selve ordet opera har således italiensk, eller rettere latinsk, oprindelse, og betyder egentlig arbejde eller værk (idet det kommer af det latinske ord opus i flertal). Det første operaværk, der så dagens lys, blev også skabt i Italien. Det skete da den florentinske komponist Jacopo Peri i 1597 forsøgte at forene renæssancens humanistiske idealer med den græske tragedie – men i historisk perspektiv led værket selv en tragisk skæbne, idet det musikalsk set gik tabt for eftertiden, og nu kun eksisterer i form af 455 verslinjer og værktitlen Dafne.

Vi ved dog, at værket forsøgte at iscenesætte en græsk problemstilling tilsat humanistisk spleen: Apollon forelsker sig i nymfen Dafne – og at værket oprindeligt var skrevet til et minimalistisk ensemble bestående af blandt andet cembalo, lut, gambe (en forløber for celloen), og fløjte. Vi ved også, at værket blandede melodisk recitation og musik, der skulle genoplive det græske drama, og at værket var skrevet for en klike af florentinske humanister, der kaldte sig Florentine Camarata. Foruden at værket sandsynligvis blev opført på Palazzo Corsi i enten 1597 eller 1598.

Her kan du se vores andre rejser til Italien.

Italienske opera-scener

Hvorom alting er, så var operaen nu født, med hjælp fra den florentinske renæssancebevægelse og den genoplivede græcitet, og dette blev begyndelsen på den lange række af store italienske værker indenfor opera-genren, som vi kan nyde godt af i dag. Det blev også begyndelsen på skabelsen af en række store operascener i Italien.

I Venedig dukkede Teatro San Cassiano - verdens første operahus - op. Det var i 1637. I Milano indviede man i 1778 Nuovo Regio Ducale Teatro alla Scala, i dag kendt som La Scala – dét, der senere skulle blive én af verdens største operascener. I Napoli åbnede man i 1737 Teatro San Carlo, der er Europas ældst fungerende operahus. Og i 1850´erne hørte indbyggerne i Verona for første gang tonerne af en libretto fra byens antikke amfiteater, der tidligere havde huset vilde dyr, såsom løver, bjørne og elefanter, importeret fra grænserne af det romerske imperium. Disse første toner skulle kun blive begyndelsen for én af Italiens smukkeste operascener: Arena di Verona.

Fra amfiteater til operahus

Opera-scenen i Verona, Arena di Verona, beliggende på det smukke torv, Piazza Bra, der er ét af Italiens største torve, blev bygget omkring 30 år efter vores tidsregning. På det tidspunkt var arenaen et antikt amfiteater i romersk stil, med plads til omkring 30.000 forventningsfulde tilskuere, der ofte kom langvejs fra for at tage del i den romerske republiks officielle religiøse kult. Kulten blev legemliggjort af republikkens teaterforestillinger, gladiatorkampe, og udstillinger, der på det tidspunkt gik under navnet ludi, der egentlig betyder spil eller lege (idet navnet er flertal af det latinske ord ludus; spil).

Men det var ikke rene børnelege, der blev leget i amfiteatret på det tidspunkt i den italienske historie. Fra romerrigets østlige og sydlige kolonier importerede man hundredevis af vilde dyr - løver, elefanter, bjørne, tigre, kameler og vilde gæs - der i næsten alle tilfælde måtte lade livet i en ulige og blodtørstig kamp mod romerske gladiatorer i de såkaldte venationes - til underholdning, gru og karthasisk renselse for de 30.000 tilskuere. Amfiteatret blev dog også brugt til mere tilforladelige underholdnings-begivenheder, såsom hestevæddeløb, dyreudstillinger og teaterforestillinger.

Læs mere om kunst og kultur under renæssancen i Italien her.

Operaen indtræder på scenen

Arenaen var dengang gjort af hvid og lyserød kalksten, hentet ind fra dét, der i dag er et kendt vin- og landbrugsområde i Italien, Valpolicella, beliggende øst for Garda-søen i Verona-provinsen. Men som så meget andet, der hidrørte fra romerrepublikkens enorme ambitioner, var de smukke bygninger tæt på at få deres historiske ende: Et kraftigt jordskælv ødelagde i 1117 en stor del af den oprindelige bygning - og stenene fra Valpolicella blev efterfølgende brugt til andre bygningsværker. Først i renæssance-tiden begyndte man at restaurere den gamle arena, så den kunne bruges til sin oprindelige funktion som scene for forestillinger. Og i 1850´erne begyndte man så at åbne ørerne for den fantastiske akustik i arenaen, hvilket førte til de første, tentative opera-forestillinger.

Se vores udvalg af operarejser her.

Tenor med entreprenør-kraft

I 1913 fik operaen en mere permanent og løfterig plads på Arena di Verona, hvilket almindeligvis tilskrives stor ihærdighed og entusiasme fra to sider: Impresarioen Ottone Rovato. Og Giovanni Zenatello - én af datidens store tenorer. Zenatello var ikke blot begavet med en stor tenor-stemme, og et dramatisk talent, men også en vis entreprenør-kraft. Foruden hans medvirken til at gøre Arena di Verona til en permanent operascene blev han senere kendt for at have skabt Pinkerton-delen i Madame Butterfly.

Mere end en halv million gæster

Den første opera-forestilling, der blev opført i det tyvende århundrede på arenaen, blev i øvrigt ikke overværet af hvem som helst. D. 10 august 1913 opførtes Giuseppe Verdis Aida. Både Puccini og Mascagni var tilstede under forestillingen.

Siden da har arenaen været flittigt og vedholdende brugt til opera-forestillinger, med nogle få afbrydelser omkring verdenskrigene, i perioderne fra 1915-1918 og igen fra 1940-1945.
Mere end 500.000 tusinde mennesker overværer hvert år en opera-forestilling i Arena di Verona.

Vil du opleve opera i Italien?

Du kan opleve opera i areanaen i Verona og Puccini-operafestivalen i Toscana med Kulturrrejser Europa.

Her kan du se vores andre rejser til Italien.