Skip to main content

Cinque Terre - fem små byer

Cinque Terre, Italien - de fem idylliske kystbyer

Er du til klippeidyl, skønne pastelfarvede huse, himmel og hav i skøn forening – alt sammen omfavnet af grønne bjergrygge, bølgende vinranker og en fabelagtig udsigt – så skal du rejse til Cinque Terre. Området på den liguriske kyst i Norditalien udgør en af Italiens mest ikoniske og maleriske kyststrækninger, og det er bestemt ikke uden grund, at Cinque Terre er på UNESCOs Verdensarvsliste. Cinque betyder fem på italiensk, og der er netop fem idylliske byer på kyststrækningen - den ene smukkere end den anden. Byerne ligger som perler på en snor og venter bare på at blive udforsket.

Skønheden langs den Italienske Riviera

Cinque Terre udgøres af de fem byer Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso al Mare. Hver by har sin egen unikke karakter, men alle har den fængslende skønhed, der gør Cinque Terre så unik, til fælles.

De fem landsbyer samt det omkringliggende område har status som nationalpark – og så er Cinque Terre samtidig optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og tiltrækker hvert år mange tusind besøgende. Alle besøgende fortrylles af områdets skønhed, dets skrånende terrasser og gode vandremuligheder, så du kan godt glæde dig til at udforske Cinque Terre. Men husk gode sko - her er mange trapper.

Vandreture og stisystemer på den liguriske kyst

Cinque Terre = vandreferie. Cinque Terre er kendt for sine fantastiske vandrestier, der forbinder de fem små byer og byder på spektakulær natur. De smukke byer forbindes alle af stisystemer, og stiernes sværhedsgrad varierer mellem landsbyerne: Den populære ”Kærlighedssti” (Via dell’Amore) mellem Riomaggiore og Manarola er fx egnet for kørestolsbrugere, mens øvede vandrere kan blive udfordret i det svære bakkede, men smukke terræn mellem Vernazza og Monterosso. En rute, hvor vinranker og olivenlunde – og en smuk udsigt, naturligvis – pryder landskabet i den vidunderlige nationalpark.

Har du mod på at give dig i kast med de snørklede stier, der forbinder alle fem kystbyer, skal du prøve kræfter med ”Den blå sti” (Sentiero Azzurro). Her tilbagelægger du mere end 10 kilometer og skal afsætte 5-6 timer. Mange af de mindre befærdede stier i Cinque Terre er gratis at vandre på, mens du for at betræde de mere populære af slagsen betaler et gebyr. Mange vælger derfor at købe et vandrepas, som ud over at give adgang til alle stier også giver ret til frit at tage toget mellem byerne. De lokale tog er ideelle for dig, der ikke er så godt gående, og når du tager toget mellem byerne, har du desuden flere kræfter til at udforske alt det, Cinque Terre har at byde på. For lidt ekstra kan du også inkludere ubegrænset brug af bådene, der lægger til nede ved kysten. Fra vandsiden kan du beundre Cinque Terres kyst med de farverige huse, der tager sig særlig smukt ud herudefra.

Den blå sti – 10km vandring forude!
Billede:
Der finder et utal af smukke vandreruter i og omkring Cinque Terre.

Naturen i Cinque Terre

Ud over de fem byer, der klamrer sig til klipperne og har en fantastisk udsigt over det liguriske hav, byder Cinque Terre på en utrolig smuk natur. Naturreservatet imponerer med en varieret flora og fauna, forrevne klipper og smukke bjerge, og du kan glæde dig til en harmonisk blanding af middelhavsvegetation, dramatiske klippeformationer og krystalklart hav.

De bratte klippeskove, der omgiver Cinque Terre, er hjemsted for karakteristiske træer som cypresser, oliventræer og pinjer, der pryder de terrasserede skråninger og skaber et smukt panorama. De smukke blomster, herunder bougainvillea og valmuer, tilføjer yderligere et strejf af farve til landskabet og tiltrækker en rig biodiversitet i form af insekter og sommerfugle.

Vin

Italien er jo som bekendt et vinland, og også i Cinque Terre dyrkes der druer – på terrasserede vinmarker hugget i klippeskråningerne gennem århundreder. Vinproduktionen i området er en integreret del af kulturen, og her anvendes traditionelle metoder, så jordens næringsstoffer bevares, og så man undgår erosion. Samtidig giver de frodige marker et unikt landskab af grønne vinranker, der nærmest klatrer op ad klipperne.

Landskabet

De karakteristiske klippeformationer, der udgør – og omgiver – Cinque Terre, er et vidnesbyrd om naturens styrke og skønhed. De stejle klipper giver en dramatisk udsigt over det krystalklare hav og er desuden en vigtig del af regionens geologiske arv. Klipperne er hjemsted for et rigt dyreliv, bl.a. et væld af fugle.

Havet

Det er dejligt at snuse rundt i de fem fiskerbyer, men havet ved Cinque Terre lokker også. Det krystalklare Tyrrhenske Hav indbyder til både svømning, snorkling og bådture, og det rige liv under vandet gør området til et paradis for både dykkere og naturelskere. Samtidig er havet afgørende for lokalbefolkningen og det traditionelle fiskeri.

Besøg de fem fiskerbyer

Som nævnt adskiller Cinque Terres fem byer sig væsentligt fra hinanden. Men hvilke skal du så prioritere at besøge, og hvor skal du bo? Her får du et fingerpeg til, hvordan du skal vælge mellem de charmerende små byer. Men det bliver ikke nemt: Alle byerne har masser at byde på og er alle malerisk smukke.

Monterosso al Mare

Den største af de fem byer, kendt for sine kulørte huse og historiske monumenter - og sin pragtfulde strandpromenade, hvor den nærmeste strand aldrig er langt væk. Den gamle bydel er fyldt med charmerende butikker og lækre lokale spisesteder.

Vernazza, La Spezia, Italien
Billede: Vernazza.

Vernazza

En malerisk havn og et tæt netværk af små gader og smalle gyder karakteriserer Vernazza. Den gamle fæstning og kirken Santa Margherita d'Antiochia er bemærkelsesværdige seværdigheder.

Corniglia

Beliggende på en klippeskråning byder Corniglia på en betagende udsigt over kysten. Den lille plads, Piazza Largo Taragio, er hjertet af landsbyen. Byen er den eneste af de fem byer, der ikke har direkte adgang til havet.

Manarola

Kendt for sine kulørte huse og den billedskønne udsigt fra klipperne. Manarola er et populært sted at beundre solnedgangen. En lille havn og den naturskønne sti Via dell'Amore, "Kærlighedsvejen," er must-see steder.

Riomaggiore

Den sydligste af de små landsbyer med smalle stræder og traditionelle Genovese-tårne. Riomaggiore er også et knudepunkt for vandrestier og tilbyder en imponerende udsigt over havet.

Riomaggiore, La Spezia, Italien
Billede: Riomaggiore.

Besøg de nærliggende byer

Nær Cinque Terre ligger en række andre interessante byer, bl.a. Sestri Levante. Her opholdt H. C. Andersen sig i en periode, og byens indtagende bugt har fået navn efter digteren og kaldes ”Eventyrbugten” (Baia delle Favole). I den smukke kystby Portofino kan du nyde en cappuccino, mens du spotter kendte ansigter, for Portofino er om noget en by, der tiltrækker kendisser fra hele verden. I kort afstand fra Cinque Terre findes altså masser af muligheder for at tage på inspirerende udflugter.

Sestri Levante, Genoa, Italien
Billede: Sestri Levante.

La Spezia

Ligurien - regionen, hvor Cinque Terre ligger - har en lang, smuk kystlinje ud mod det liguriske hav, og strækningen kaldes da også Italiens Riviera. Rejser du langs den smukke kyststrækning, begyndende ved La Spezia, kan du opleve henrivende kystbyer som Camogli, Moneglia, Santa Margherita Ligure, Savona og San Remo, der lokker med dasedage på stranden, summende marinaer, svajende palmer og hyggelige caféer under åben himmel.

Har du lyst til at læse mere om nogle af de nærliggende byer? Her kan du læse om Pisa (byen med det berømte skæve tårn) og Lucca (LINK).

Palmaria-øerne

Det er ikke til at komme udenom, at Cinque Terre er et meget velbesøgt hjørne af smukke Italien. Trænger du til at komme lidt væk fra mennesker, kan du med fordel besøge øerne Palmaria, der er en mindre kendt perle. De små øer er kendt for deres uberørte natur og krystalklare farvande. Tag en sejltur hertil, og udforsk grotter og strande, eller tag en vandretur på øernes stier for at opdage det naturlige dyreliv og historiske steder.

Aktiviteter i Cinque Terre

Ud over de populære vandreture byder Cinque Terre på en række spændende aktiviteter. Uanset om du ønsker at nyde det krystalklare hav, udforske det lokale køkken eller bare slappe af og nyde livet og den fantastiske udsigt, er der noget for enhver smag.

Bådture og svømning

Tag en bådtur langs kysten, og oplev Cinque Terre fra havet. Mange lokale udbydere tilbyder bådture, der giver dig en unik udsigt over klippelandskabet og de farvestrålende huse. Du kan også tage en svømmetur i det klare vand, enten fra en af byernes små strande eller fra en båd ude på vandet.

Lokal mad og vin

Fordyb dig i det lokale køkken ved at besøge de lokale restauranter - traditionelle trattoriaer og osteriaer, som Italien som bekendt er så kendt for. Prøv friskfanget fisk, pasta med pesto (Trofie al pesto, en lokal specialitet) eller smag på regionens lækre oste og vine. Gå på opdagelse i de smalle, hyggelige gader for at finde de mest autentiske steder, hvor du kan nyde lækre retter og lokale delikatesser.

Sightseeing

Ud over at vandre kan du gå på opdagelse i landsbyernes smalle gader og torve til fods eller med tog. Besøg kirker, pladser og lokale butikker for at opleve den ægte italienske atmosfære. Og husk kameraet - her er masser af fotogene steder, der indkapsler den enestående skønhed, der er en del af at rejse til Cinque Terre.

Strand og solnedgang

Nyd afslappende dage på de små strande, der ligger spredt langs kysten. Solbad, svøm, eller slap af med fødderne i sandet. Cinque Terre byder også på fantastiske solnedgange - det er et betagende syn, når den synkende sol spejles i havets overflade.

Lokale markeder og shopping

Besøg de lokale markeder for at få et indblik i det daglige liv i Cinque Terre. Køb frisk frugt, lokale oste og andre håndlavede produkter. Landsbyerne har også en række butikker, hvor du kan finde unikke souvenirs og lokale kunstværker.

Besøg Ligurien

Ligurien er kendt for sin olivenolie- og pestoproduktion samt for sine gode brød; foccacia og farinata. Fisk og skaldyr er ofte at finde på menuen, og retterne kan med fordel nydes med de lokalt producerede vine – fx en af de vine, der er dyrket i nationalparken Cinque Terre.

Du kan opleve Cinque Terre med Kulturrejser Europa - læs om vores kulturrejse eller vores vandreferie i Cinque Terre.

Se alle rejser til Italien med Kulturrejser Europa

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket
+
-x
Account: eurotravel

Switches +

CMS

id: 4653
itype: 7
theType: general
tempLeftMenuID: 4024
UseApplicationCaching: False
useEnterpriseVersion: True
sitecompany: KR
useMultipleSites: 0
robotsNoIndex: True
robotsNoFollow: True
siteCurrency: DKK
defaultLanguageVersion: DK
siteLanguageVersion: DK
htmlLang: da

mobileDevice: False

enableSiteCacheApplication: Log inClear Cache
CSS & JS compile: Log inGenerate

Account: eurotravel
travelizeclientID: 1409

Front End +

Variables +